271 / 420
— Hvad anser Døres Excellense for den dybere liggende
Grand til Chefspostens Deling?
— Underskuddet. D et forstaar sig jo af sig selv, at naar
vi er to om at spare, bliver der sparet mere, end om vi kun
var en.
— Ja, der saa vi jo, hvordan det gik i Fjor, da Kasino
spillede paa Deling.
Men hvordan skal nu Besparelserne
iværksættes ?
— Foreløbig har vi sat »Sparekassen« paa Repertoiret. Vi
haaber, det bliver et Kassestykke.
— Ja, og de Penge, der bliver anvendt derpaa, er jo ikke
spildte. De bliver simpelthen sat i »Sparekassen«.
— Saa vil vi ogsaa lægge Vægt paa Balletten.
— Pricerne skal raaaske sættes op i »Valkyrien«.
Excellensens Ansigt antog et mildt bebrejdende Udtryk.
Saa sagde han:
— Hvis De dermed vil insinuere noget om Rollebesæt
ningen, er jeg bange for, at De maa- ind til den Kommitterede.
D et hører nemlig under ham.
A tter stod
Puk
for P e t e r H a n s e n s Aasyn — fast
besluttet paa at holde denne Skanse.
Hao satte sig derfor til at tale om alt muligt andet end
Theatret, f. Ex. Marmorkirken, Høstudsigterne, Mulighederne
for en Restauration paa Østerbro og hvad der nu ellers inter
esserer dannede Mennesker. D et gik rigtig godt en lang Tid,
indtil han kom til at sige noget om Theatrøts Forhold til
R o b e r t H e n r i q u e s . Da skulde han have været, ind hos
den Repræsentative igjen.
— Skal vi snart hjem,
Puk?
lød der i det samme en
Stemme ved Siden af ham.
Det var TTtania, der var bleven søvnig ved et Glas
Hindbærlemonade. De sad i Theaterkaféeu — alt det med de
to Chefer havde væ ret
Pules
Fantasi.
Greven var ikke en
Gang kommen til Byen endnu.
T
Næste Dag var han derimod virkelig oppe hos den Kom
mitterede. Og han ønskede ham, ai hans Regering ikke maatte
være afsluttet, før det sidste
j
Theaterhistorie var udkommet hos E r n s t B o j e s e n .
Bedre kan man
ikke ønske.
ICfUi
6 c
OCZVICC.
Berserkerne de gamle.
Drak tit i Striden Blod,
Nu kan med dem vi hamle
Vel næppe op i Mod.
Dog endnu Danmark rummer
Berserker med lidt Krammer,
Som ikke er saa milde,
Og som, naar de er vilde,
Ej er ilde.
Da A l f r e d B e n z o n rinde
Saa stakkels B r o b e r g s Blod,
Man vilde vistnok finde,
At tappert han sig stod.
Men saa blev han krasbørstig
Og endnu mer blodtørstig:
Han lavede en Pille,
Som skulde Tørsten stille —
Ih, Du milde!
Han havde hørt fortælle
Med velfortjent Applaus,
At Broberg var at melde
Med Tugt som Konsul snavs.
For
»manque de service
«
(Han maatte næsten fnise)
Man ham beskylde vilde.
Se, den var ikke ilde,
Denne Pille.
Med »manque de servicen«
I Lommen strax han gaar,
Han iler til »Avisen«
Og den i Bladet faar.
Han lumskelig sig gotter:
Nu Broberg er til Rotter
ne sikkert li’saa stille,
For saadan bitter Pille,
Den kan drille.
Ak ak, fy føj — »Servicen«s
Fordanskning var lidt fri,
Den skyldtes blot Malicens
Lidt stærke Fantasi. —
Før lille Sejr, men s ik k e r ,
End stor Triumf, som klikker.
Slig Pille, som skal drille,
At man ved den kan pille —
Det er ilde!
Musikerne
paa Varieteerne paatænker at
gjøre Strike, fordi Værterne vil gaa dem
i Næringen ved at stryge nogle af Violi
nerne. Paa det Møde, som blev holdt i
den Anledning, var der dog ikke videre
Stemning for at blæse Værterne et Stykke.
Vel havde nemlig Flere et Horn i Siden
paa dem, og Enkelte var fløjtende gale i
Hovederne, mens Kontrabasserne brum
mede; men det lykkedes dog Dirigenten,
som gav Tonen an, at faa Forsamlingen
ti) at optræde med den rette Takt, saa
at man ikke slog mere paa den støre
Tromme end nødvendigt.
Mødet endte
derfor med en Akkord.