294 / 420
290
K e j s e r e n s Tale.
¡ j \
¿
L m L u Å \ . ^ SÁ, Í J \ ¿ y J
/
'Ø r
O g Kejseren præket!’ i K ö n ig s b e r g
Mod Tidens vanartede Retning
Omtrentlig som salig P h ø n ix b e r g
Med Eftertryk paa hver Sætning,
Han hævdede baade med Fynd og Klem,
At det var sløjt med Moralen;
Men — om at oplive P a r a g r a f 5,
Derom var nok ikke 'Talen.
Først vendte han sig mod A d e le n ,
Hvis Holdning han kritiserede,
Den fik sin Andel af Dadelen,
Formedelst at den opponerede.
¡>Noblesse oblige
/* Med disse Ord
Han Junkerne gav paa Halen;
Men — om Noblesse paa S ie s v ig s Jord,
Derom var nok ikke Talen.
Saa fik man et Ord
0111
A g r a r e r n e
Og sammes daarlige Tider,
Plus alt, hvad af P r o le t a r e r n e
Det stakkels Germanien lider.
Han sled for at lette Tidernes Aag,
Derpaa han tomte Pokalen,
Men — lette Nordslesvigs S k o le s p r o g ,
Derom var nok ikke Talen.
i-
r
Derpaa fik den t y s k e S æ d e lig h e d
Det trøstende Ord at høre,
At den var idel Begrædelighed
Og ikke blot inden Døre;
Beviserne vilde falde ham let —
Betænk blot K o t z e-Skandalen!
Men — skaffe et v o ld f ø r t F o lk dets Ret,
Derom var nok ikke Talen.
Dog først og sidst han betonede
Saa kraftig, som han formaaede,
At han, lig sin Bedstefa’er tronede
Som S e lv h e r s k e r af G ud s N a a d c
For Kirken og Troen fra Posen til Pfalz
Han manede Folket af Dvalen,
Men — d a n s k e Kirkebønner paa A ls,
Derom var nok ikke Talen.
Mod V a n tr o og D y d s f o r n æ g t e r n e
Han ivred’ med dybtfølt Rørelse
Og haabed’ for Efterslægterne
En Vending ved Himlens Førelse
Med Sædelighed og Moral derhos
Og Kristendom i Finalen;
Men — gjengive N æ s t e n det ranede Gods,
Derom var dog ik k e Talen.
'C
E n B e g - r a v e l s e
Puk
var med til at følge
»Hvad
vi vil
« — nu
»Hvad vi vilde
«
— til Jorden. Alle Abonnent-
inderne var naturligvis med, og
alle deres Klokker ringede. Blandt
de tilstedeværende ældre Damer
bemærkedes naturligvis først og
fremmest Fru J o h a n n e Me y e r
og F r e d e r i k Baj er.
Eilers var naturligvis en Del
Foreninger repræsenterede, saasotn Jordemødrenes Sangforening,
Foreningen til Tivoli-Abonninernes Beskyttelse og Svigermødrenes
Fagforening. Desuden var der et stort kvindeligt Musikkorps,
der blæste Liget et Stykke, hvilket, de fleste Kvinder for Resten
havde gjort allerede i dets levende Live.
Sorgen mellem Følget var ubeskrivelig. Navnlig talte alle
Medarbejderskerne sort i Dagens Anledning for at lægge deres
IJtrøstelighed for Dagen, og naturligvis var alle klædt i Sort
med Undtagelse af Strømperne, der gjennemgaaende var blaa.
Fru J o h a n n e Me y e r holdt den uanmodede trøsterige
Tale. Af alle Mæudenes Overgreb var maaske det allerfrækkeste
det, at de altid vilde være ene om at bolde Ligtaler. Grunden
hertil var nemlig den, at de ikke kunde unde Kvinderne en
af deres bedste Fornøjelser: at beholde det sidste Ord. Bladet
havde altid kæmpet for Kvindernes Valgret — til sidst havde
det slet intet andet Valg haft end,at gaa ind.
»Hvad v i vil
«
skulde have været alle danske Kvinders Organ, det skulde have
været den Mund, hvorigjennem Kvindernes Anskuelser kom frem
for Offentligheden ; des værre var der altid saa' faa Kvinder, der
holdt deres Mund, og derfor var der saa faa, der holdt
»Hvad
v i vil«.
Hermed overgav hun det lille Lig til Jorden.
En D a me bemærkede, at hun ved Gud altid havde holdt
saa meget a f
»Hvad vi vil«,
men det var da rigtig nok for galt,
at Pigerne brugte det til at svare igjen i. Det var saamænd
Vf)