302 / 420
u r o r S a , n o . l i r i g “e n -
D e r var en Tid — ak! den er nu forbi! —
Da salig B e r g var for sin kloge Ledelse
Af Landets »samlede« Demokrati
Saa noget nær en Gjenstand for Tilbedelse.
Hans sjældne, diplomatiske Geni
Forskaffed Yenstre stadig ny »Adspredelse«;
Thi, naar det ikke stod for ham paa Pinde,
Adspredte han det strax for alle Vinde.
Ja, det var ikke ganske faa Dravater,
Partiet døjed’ efter hans Behag,
Des Aarsag er de gode Demokrater
Behørig spredte ad den Dag i Dag.
Snart under dansk, snart evropæisk Flag
Og snart som »Rene«, snart som Rene-gater
Har efter salig Oli r e s ten s Tilberedelse
I syv Slags Grupper Venstre søgt Adspredelse.
Men, da Partiet ikke godt kan ramle
Stort mere sammen, end det nu er sket,
Saa maa her først forsøges paa at samle
Det til en ny »kompakt«*Majoritet,
Som Førerne paa ny kan skaffe spredt
Til alle Kanter, ganske som den gamle.
Det er jo ingen særlig Fryd og Gammen
At sprede det, som ikke hænger psammen.
Men, hvor er Manden, han, den villiestærke,
Som kan erstatte B o g ø s salig Drot?
Det Bryst, som rummer baade Dannevirke
Og alskens forsvarsnihilistisk Spot?
Det er den blide H ø g s bro, hvis Kalot
Skal være Dannerfolkets Enhedsmærke!
— Pas paa! Til Efteraaret Venstre flokker
Endrægtig sig om Folkethingets Klokker!
Vel er det trist, at det om ham forlød,
c y
A t det Talent, som han for Dagen lægger,
E r ikke til at samle Venstres Ræ kker
Saa meget, som at samle — Levebrød,
Der altid dumped’ i Fam iliens Skjød;
Men, det er »Fadets« Indhold dog, som trækker,
Og, sam ler han blot d e t i Gylden-Aarene,
Saa gjør det ingen Ting, man spreder — Skaarene.
En Historie om fem Høns
og en Hane.
iy'
Der var en Gang en Gang,
c*a Kjøgehønsene havde mistet
k
V ' W
deres gamle, røde Hane, aa,
j
U iVfcya
saadan en dejlig Hane, der kunde
tf \
-C!i
staa paa ét Ben og sige Kykke-
}■$
liky ! saa det kunde høres langt
»ed i Evropien, hvor han var
\
v‘ •
jjp
kommen fra,- for han var af den
evropæiske Fandengale-Race. I
•v._
’Y(w'' V/
fn,.
ri™
-yyf' '-V ^
^
Stedet for den gamle, rare Hane
havde de faaet en stor, sort én, som først var lidt blakket
under den højre Vinge og siden blev det under den venstre.
Men ham kunde de rigtige Kjøgeliøns ikke lide, for han var
en Brandhane, og deres forrige Hane var en Vandhane.
Men nu skal I bare høre, nu kommer det morsomme.
En Dag samledes Hønsegaardens Beboere til et Møde, og
de var der allesammen saa nær som den ny Hane, han sad
langt borte i en stor, stor By paa Toppen af en Flagstang og
passede paa, at Flaget slog de rigtige Folder. Men Hønsene
var enige om, at de ikke vilde have nogen af deres egne smaa
Hanekyllinger til Gaardhane, de vilde leve og dø med deres
gamle Hane, skjønt han egentlig kun var en Inte-Hane eller
Kapun, men de syntes nu bedst om kam, fordi han kunde gale
højere og lægge større Vindæg end alle ' de andre Haner i
hele Landet, Til sidst udnævnte de fem kloge Høns, som skulde
flyve lige ind til den røde Inte-Hane og gjøre sig rigtig lækre
for ham ved at slaa Halen ud som en Vifte og slæbe den hen
ad Jorden.
Saa fløj de fem kloge Høns lige op og satte s i g i J o h a n s e n s
Ballon, som netop var paa Rejse- fra Kjøge til Kjøbenhavn,
og det var en morsom Tur, for Johansen kunde saa mange
Luftskipperløgne, som de hakkede i sig med stor Appetit. Han
sagde, at han kom lige fra Maanen, som han var Manden i,
og at oppe paa Maanen kjendte alle Høns den store, røde Hane,
som havde en stor Fremtid for sig der oppe; Maanehønsene
kunde tydelig se, hvordan han gik nede paa Jorden og spiste
Reformidioter, og alt det troede de fem kloge Høns, for klogere
var de ikke.
Da saa Johansen kom ind over Integade, fløj de fem Høns
ned og sagde saa mange Tak for god Befordring og behagelig
Underholdning. Deres gamle Hane sad paa sin Pind og saa