303 / 420
dem komme, og han galode nedladende til dem og sagde, at
det smigrede ham, og Hønsene viftede med Halerne nøjagtig,
som de skulde, men de var saa undselige, at det varede længe,
før de fik klukket deres Ærinde frem, men til sidst kom da
Næbbene paa Gled. Kykkeliky! sagde Hanen. Jeg elsker jer,
Børn, men I veed, hvad jeg har sagt: jeg vil ikke mere i Hane
kamp ved Kjøgebugt; her, hvor jeg er, plukker de mig mere
end nok. Det gjør mig rigtig ondt for jer, men jeg bliver paa
min Pind. Dermed Basta. Farvel, Børn ! Kykkeliky I
Saa gik Hanen ind og satte sig paa Sværtetønden og galede,
som om han bildte sig ind at være en kalkunsk Hane. Men
de fem kloge Kjøgehøns var bievne meget længere i Næbbet,
end de var, da de kom. Nu gik de og hang med Yingerne
og spurgte en tilstedeværende vestindisk Andrik, om Johansen
skulde tilbage til Kjøge; men det skulde han ikke, for han
skulde til Ishavet og dykke ned efter Nordpolen, der var
sunken. Det gjøs i de stakkels fem Høns at høre, og saa
fløj og trippede de hjem til Kjøge saa godt de kunde, og der
lagde de sig paa Æg alle fem for at prøve, om de ikke kunde
udruge en Hanekylling, der kunde opdrages til at afløse den
røde Hane, som ikke turde komme til Kjøge.
Snip snap Snude, nu er Bumlepotten ude!
r
^
Af
en evropæi sk Stjernes k j øbenhavnske
J a m m e r s m i n d e .
Løjtnanten, Studenten og Akil eshælene.
QJ
(Udtog af Anmeldelser.)
F ø r s t e B e s ø g : Der havde gaaet stort By forud for
Fruen, og det havde ikke løjet. Der er uforlignelig første Bangs
Kunst, hun præsterer, og har man en Gang set hende, glemmer
man det aldrig. I Aftes var der ikke et tørt Øje i Theatret, og
efter sidste Akt kjendte Jubelen og Begejstringen ingen Grænse.
<«)»>
A n d e t B e s ø g : Det, Fruen yder, er i og for sig over-
maade respektabelt, skjønt det naturligvis var lidt dristigt af
hende at vise sig i en Bolle, som Fru H e n n i n g s har spillet.
Publikum forholdt sig dog jævnt anerkjendende.
KO»'
T r e d i e B e s ø g : Yi indser ikke, hvad Fruen egentlig
vil hør, hvor vi har Kunstnerinder som Frk. Ho r n e ma n n ,
Frk. Ol g a Me y e r og J u l i e H a n s e n . I en anden Bolle
vilde hun maaskø kunde gjøre Lykke i Æbeltoft, her nytter
hendes Impresarios Keklamer hende ikke. Folk var dog over
bærende nok til ikke at tilfgrje hende nogen personlig Overlast.
Heltemodet er saagu’
Ikke helt kaput endnu,
Endnu tidt en Løjtenant er
Stærk og fyrig som en Panther:
Hør, hvad nys der En er hændt
Overfor en kjæk Student.
Ned ad Gaden nok saa strunk
Kom Studenten, den Hallunk;
Da vor Løjtnant han nu møder,
Frisinds Ild i Øjet gløder,
Han som Underlæge ej
Underlegen følte sig.
Og, da han nu gjør Honnør,
Staar han helt gemytlig »rør«.
Hælene ej samled’, skræve
Gjør han (naa, de var vel skjæve).
Men vor Løjtnant tænkte : »Bi!«
Skjæved til hans Hæleri.
»Han har taget sig en Pæl,
Det er hans Akilleshæl!«
Siger han med bister Mine.
Frækt Studenten ses at grine,
Og han svared nok saa sejg:
»Nej Gu’ har jeg nikke nej.«
Helten nu af Harme sprak,
Som en anden Texas-Jack
Fandt han paa, han kunde lide
Lidt med ham om Kap at ride,
Og Studenten maatte saa
Pænt ved Siden af ham gaa.
Han ej gjorde god Figur,
Men det var en dejlig Tur!
Hvordan de sig divertered
»
Berlingslce
« har refereret,
Hvor en Oberst frisk fra Fad,
Slagets stolte Drapa kvad.
Enden blev paa den Staahej:
Hver nok kom paa sin Galej;
Løjtnant i »
Studenterbladet«,
Synderen i Fedtefadet.
Saadan er jo Verden slet,
Skjønner ej paa Modet ret.