334 / 420
Derfor vil stedse B a h n s o n s Navn sin Glans
Im ellem gode, danske Mænd bevare,
Og, skal en Gang en blodig Y aabendans
H er trædes med en mægtig Fjendeskare,
Gid da hos dem, der skal hans Yæ rk forsvare,
Findes en Yillie, der er fast som h a n s;
Da kan vi altid vore y d r e F jender
Yise det Kjøbenhavn, som
ej
forsvinder.
Det b e t r æ n g t e L a n d b r u g .
D e r var en Tid, da Y enstre lig B ersæ rker
Opfyldte Folkets Thing med Kampens Larm
Og kun i Forsvars-Udvalg i en »varm«
Og »løftet« Stemning sang som glade Lærker,
Men bygged ingen andre Fæ stningsvæ rker
End »Danevirket« i Kong C h r e s t e n s Barm .
I hin Tid visned alle Forsvarsplanerne,
Og, hvad der blom stred’, var kun — »Taalepanerne«.
Trods store Ord paa hver en Yalgtribune
Man i vort »Hus ved Alfarvejen« laa'
^
Om ikke ligefrem foruden Dyne,
I
Saa i det m indste uden Laas og Slaa;
I Tide sig med saadant at forsyne
J Faldt vore Demokrater ikke paa.
Det var nok mere vigtigt for Partiet,
A t »Førerne« kom ind i Kancelliet.
Men saa blev B a h n s o n kjed af den Fortræd,
Og tæ nk te: »Nu skal den Snak væ re omme!
Det var for galt, hvis Fjenden skulde komme
E n skjønne Dag og hjælpe os hermed!«
— Saa tog han fat paa rette Tid og Sted,
Og, trods de desperate »Folkedomme«,
Oprejste han en Kreds af Grav og Yolde,
Der nok kan Fjenderne fra L ivet holde.
Ja, mens den halve Integade fnøs
Og bag de evropæiske Profiler
Mod B a h n s o n og hans Fæ stning dundred løs
Endogsaa med B e r lin e r - P r o je k tile r ,
Y ar det, Skam, Synd at sige, B a lin s o n gøs
A f Rædsel over den Slags Tordenkiler:
H an holdt de indre Fjender kjækt i Ave^
Im ens han bragte Danmarks Led i Lave.
M a d s J o r d e m od e r m a n d . Goddav. K resten Smed.
K r i s t e n S me d . Goddav, Mads Jordmorm and. Hvodden
guer ’ed.
Ma d s . Åa, ded guer sgu, som ded ka. gue mæ TJndtavelse J
a noved Didderhoe i Kramkisten, begrundet paa Overanstrengelse
i Embedet.
K r i s t e n . Ded ska Du sgu ta Dej i Avt faa, Mads. Du
ku let gue hen aa faa Ingfludensa i de blødere Dele a H jernen
eller Flyvekuller i Snakketøjet. Ded kommer mej sgu faa, som
Du liner han P e Kræsen i Ansegtet, som gik hen aa krape-
rede a Dimmeliribum i di ingvortes Diele.
Ma d s . Ded æ da F a’en te K jævt, der sitter paa Dej
idav, Din Sludderprovst. Man sku næ sten væ re færi ve aa
trov, a’ Du slikker Dine Smedebællelabber etter aa arve Kounen I
etter min højsalie Død aa1Hedenfart.
K r e s t e n . Ded ka der være noved i.
Ma d s . Jam en ded ska sgu bli Løjn, bitte K resten. Faa
før jæ ska ligge mej te aa krapere aa la Dej slæve a mæ
Kounen te evi Arv aa Eje faa Dej aa Dine Efterkommere, før
ve jæ sgu la mej ligge ing te Obdruktion paa Kildenikken hos
Professer Puntopperdans i Køvenhaven.
K r i s t e n . Ded sku vist fedt hjælpe.
[
Ma d s . Ja, ded kommer vel ingen ve, om jej har L yst i
te aa krapere eller jæ itte har L yst te aa krapere.
^
K r i s t e n . H va æ ’ed da, som a Du æ bleen
saa
anstrengt av?
M a d s. Ded æ sgu selvfølgelig a min store aa velsinelses-
rie Yærksomhed i ded betrængte Landbrugs Tjeneste. H ar Du
itte set, a vi Jordmor-Aguarier ve indgue te Bisdaen mæ et
Andravende om Fremme a Lovfaaslav te Støtte faa Landets
Hovederhverv.