338 / 420
3 3 4
Paa Slagord var den ikke læns,
Og ad Forligets Korsekvens
Den blæste, den b læ ste:
Huha, uha, huha, uha!
Den grumme svævende Debat
Sig ogsaa kunde lapse
Naturligvis med Haab om Skat
Paa Fattigmandens Snapse;
Finansm inister L ü t t i c h a u
Paa Fløjte for en saadan Lov
Just blæste, ju st b læ ste:
Ak ja! Ak ja! Ak ja, ja ja!
D e t rene Venstre holdt en Støj,
Den Gang den ordinære
Finanslov ikke blev til Røg
Og til en ren Chimære.
A l b e r t i var i Kammen rød,
Og H ø r d u m heller ikke sød.
H an hvæste, han hvæ ste:
Hha, uha, uha, uha 1
Alt mellem Jord og H immel man
Gemytlig diskutered’,
Saagar Grevinde S c h i m m e 1m a n n
Som B randstof figurered’.
J. J e n s e n var i høj Grad gal
Paa vort Kommunehospital.
Han hvæste, han hvæ ste:
Hu ha, hu ha, hu ha, hu ha!
Da paa et ordinært Budget
Igjen de skulde ruge,
Man brugte Munden ganske net
I godt og vel en Uge:
Behandlingen blev ordinær,
Skønt Texten man hinanden her
Dog læste, dog læste;
Huha, huha, huha, huha!
Men, det er sandt, at ingen veed,
Hvor næ r ham er hans — Hale.
Det høje Things Veltalenhed
Til sidst sank hen i Dvale.
E t Udvalg nu Budgettet har,
Som paa den Fløjte, B o j s e n skar,
Skal blæse, skal blæse:
Aah ja. Gu’ ja, aah ja, Gu’ j a !
Vor brave Bergianertrop
Sig mored’ med at præk6
Den ene Dag ad Stolper op,
Den anden ned ad Vægge.
Eugen og Frederik .
(Sam tale paa D aad- og Rom huset.)
|A -----------—
F.
Oprigtig talt, Deres Højvelbaarenhed,
jeg indser ikke ganske . . .
E.
Ikke det? Kan De ikke begribe,
Mand, at De har bedst af ikke at optræde
i Cirkus Yariété?
F.
Ikke saadan ved en umiddelbar
Betragtning.
E.
Maa jeg hjælpe Dem at lægge
Deres Tanker til Rette. De er jo Skue
spiller, ikke sandt?
F.
Det kan jeg ikke nægte.
E.
Og Deres Kone er Skuespillerinde?
F.
Det er ganske rigtigt, Deres Høj . . .
E.
Disse to Kjendsgeminger indrømmer
De altsaa. Nu smigrer jeg mig med, at
De har fattet den dybere Mening i m it
Forbud.
F.
Endnu des værre ikke,
Deres
Maje . . . Deres Højvel . . .
E.
Saa maa jeg udtrykkø mig tyde
ligere. Ser De,kan vi ikke enes om, at
en Skuespiller nedværdiger baade sig selv
og sin Kunst ved at optræde paa en
Yariété?
F.
J
o, i visse Tilfælde, Deres D u rc h l. . .
Deres Højvelbaarenhed. Men, hvis jeg
ellers maa tillade mig, saa er Sagen den,
at hverken jeg eller min Kone klatrer i
romerske R inge, hygger Stolepyram ider,
spiser Ild og Blaar eller danser paa Line.
E.
Hvad bestiller De da?
F.
Vi synger Revyviser.
E.
Tak, der har vi det! Saa kan De
maaske selv indse, hvor dybt De er
sunken.
F.
Kjære, hedste . . . om Forladelse,
men paa Theatret har jeg aldrig bestilt
andet, og min Kone er en født Revyfigur.
E.
Men i Alléen er De Skuespiller, i
Jærnbanegade er De Artist. D et gjør en
himmelvid Forskjel.
F.
Saa forekommer det mig, at De i
sin Tid burde have forbudt Frederik
Jensen at optræde paa Nørrebro som
Serpentinedanserinde.
E.
D et er noget ganske andet. Han
hæver A rtisternes N iveau, medens De
sænker Skuespillernes.
F.
Men faar jeg da ikke nogen E r
statning for, at jeg saadan uden videre
er sat paa Gaden?
E.
Jo selvfølgelig.
Vi er heller ikke
urimelige. De faar Tilladelse til at søge
Pladsen som første Elsker .ved det kongelige
Theater.
Eugen.
Naa, det var heldigt, at De
kom. H ar De ikke D eres Kone m ed?
Frederik.
Nej, men jeg har Mandat
til at møde for hende.
E.
Meget vel. De forstaar naturligvis,
at dette h er ikke kunde gaa i Længden,
og at jeg h ar handlet i denne Sag ude
lukkende af H ensyn til Dem.