350 / 420
3 4 6
D
en nye Kurs var sat — naturligvis
Som andre nye Kurser — midt i Havnen,
Hvor Sejleren var sikret nok, i Favnen
Af gode Havnemole, mod Forlis.
Den nye Rejsekejser stod i Stavnen
Og kvad en Opsang til Gud Æ g ir s Pris;
Thi han var ingen brølende Orkans Mand,
Men efter Mythen ganske sikkert — Ran's Mand.
Afmønstret B ism a r k blev og heldt i Land,
Skjønt han var en af dem, der nødig .slipper
Et Ror, og som en helbefaren Mand
Han havde klaret baade Skjær og Klipper,
Og ingen kan fortælle Pressen Skipper
historier saa mageløst som han.
Heri man turde uden straks at blinke
Hans Eftermand godt kalde for en Sinke.
Altsaa: O ap r iv i fik en Klo i Rattet,
Mens Skuden lystig gjennem Tandet skar.
Snart i Kanalen, snart i Kattegattet
Og snart ved Norges Kyst man blev den var,
Saa der var ingen Moders Sjæl, der fatted’,
Hvorhen »den nye Kurs« i Grunden bar,
Ja de, der saa den nøjere paa Fingrene,
Bemærked’, at den forekom dem slingrende.
Og, efterdi man veed, at Søen tærer,
Man skumled’ over, at en slig Sejlads
Blot for at svømme med de andre Pærer
Blev ikke Riget nogen billig Spas,
Især da Lasten tidt var K 1e i s t-Affærer
Og andet lignende fordægtigt Stads.
Men, Skuden ændred’ lige glad Signaler,
Imens den krydsed’ for at pilke Hvaler.
En Dag i Anarkiets røde Hav
Der skulde klares en forbistret Brænding,
Hvis Aarsag der var mer end nok af Spænding;
Da krænged’ Skuden pludselig og gav
Gap ri v i udenbords en fugtig Grav.
Men Kejseren bemærked’ : Hvilken Vending
Ved Himlens Førelse og ved min egen!
Nu skal Fyrst H o h e n lo h e hitte Vejen!
Paa Støvlerne.
Ifølge »
Nationaltidende
« udførtes Solodansen
i
»Trubadurem
forleden Dag af Damerne W es tb e r g,
T y c h s e n og C h a r l o t t e H a n s e n . Folk, der saa det, syntes
ikke, de kunde faa Benene rigtig med sig.
Men maaske kom
det af, at det formodentlig har væ ret en Extrayais.
X Bra ndv ag ten
Jeg maa nu si’e, at jeg har
immer godt kunnet li’ denne
lille grinværdige R o s e n b e r g
ude ved Dagmar, for se betragtet
ud fra de mere ingvendige P artier
a en ærlig Brandmands Bevidst
hed er han dogli’som henhørende
til Faget, ved det han er li’som
vedvarende Skorstensild i det
Indre og gnistrende ud af Halsen.
Og derfor var vi Brandmænd jo ogsaa henne og klappe ham
frem efter hanses Drama, og det var nydeligt og se ham komme
frem i Bajsikkelkostyme og bukke for vos Publikummere. Hvem
der ku’ ha’ gi’et ham en lille Straale til Form erelse af Øje
blikkets Højtidelighed!
Hvad ellers anbelanger samme Drama, da er det jo saadan
lidt sjemytligt i Begyndelsen og mere bevæjeligt i Finalen,
nemlig angaaendes Henning Tondorf, der er V i e h e og gift
med Didrektøren sin Kone, hvad han skulde væ re evig fornøjet
over formedelst Æ ren, men alligevel ikke skjønner paa, da
Didrektøren sin Kone alligevel inte faar saa gode Roller og inte
er saaddan Primadonnert som Frøken H o r n e m a n n , hvorfor
han elsker hende mere, overensstemmende med sin Stilling
som første Helt og Elsker ved Theatret. Og da Rosenberg
ogsaa foretrækker Frøken Hornemann som Prim adonnert fremfor
Didrektøren sin Kone, saa holder han med W iehe eg arransjerer
det saadden, at han og Hornem ann skal have hinanden i sidste
Akt. Men saa kommer der alligevel Kludder i det, begrundet
paa, at Frøken Hornemann falder af Hesten og sla’r sig ihjel,
saa hun maa melde sig upasselig, men W iehe vil dov inte ha’
Didrektøren sin Kone men skjælder hele Verden og Borger-
repræsentasjonen og Autoriteterne og Menisteriet Huden fuld,
fordi det er skidt i denne elendige Verden. Og det er formelig
nydeligt og høre paa, saadden han kan give dem af Grovfilen,
og nu kan de sige, saa længe de vil, at Rosenberg har hugget