354 / 420
3 5 0
D yds c L x a g o n .
k J
\
É ?
Vv
V "
T v i
D e t skal være meget daarlig
Bid m ei vores P r e s s e s B yå;
Sjældent der kan en alvorlig
Reprimanåe fange L yi.
Gud ske Lov, at vi dog har den
Gode, gamle' M a n ie n s .
Al uvoren Passiar, den
Gi’er han paa dens Sinkadus.
»Hvad?
»Jbwe»« er «artigI
Fy for Pokker, F r e d e r i k !
Hør, B o r c h s e n in s , nu var Dig,
Du er en letfærdig Strik.
F e r s l e w trefold pilfordærvet
Man nok rolig kalde kan,
R ent forskrækkeligt jo er ’et:
Han er mod P o n t o p p i d a n ! «
Yel maa M a n i e n s •bedrøves
Ved vor Tids Journalistik,-
Hvad der i et Blad behøves,
Veed han lige paa en
Prik.
Frederiksberg er ham et E den;
Om han ej paa Storken tror,
Tror han dog, ved Storkereden
Lutter barnlig Uskyld gror.
Ak, men Verden er jo syndig,
H er ar lutfer Dissonans:
Nogle finder mindre yndig
Gamle Tante udenlands.
I hans Spalter kan pikante
Ting man finde fra P a r i s
M o n a c o blandt de kulante
Ting nok er i hans Avis.
Skulde »
Berlingslce
« m on væ re
Udenlands et
*Aftenblad
«.
D et kan E n i H jertet skære
F or det gamle Sulefad.
Af et Stykke tvende A len?
Celestin og Floridor?
E ller er maaske Moralen:
K un i Danmark Dyden hor?
E n s p i r i t i s t i s k Séanee .
Puk
havde faaet L yst til at
mane nogle Aander, hvilket paa
Grand af hans bekjendte Aand-
fuldhed faldt ham temmelig let.
Til
Mødested var fastsat
Storkereden, og om dette natio
nale
Mindesmærke
samledes
R epræ sentanter for Pressen og
de tre første Rangklasser. Blandt
disse sidste var der m ere end
een god gammel Ven, der ube
stridelig er af anden Rang.
Først gav man sig i Lav med de Afdøde. E t
Puk
i sin
Tid personlig kjært, nu salig hensovet Blad talte til ham med
S e c h e r som Medium. G o e t l i e indleverede et nyt Skuespil
til Daginartheatret med R u d o l f S c h m i d t som Medium, og
S c h i l l e r et gennem G j e l l e r u p . F r e d e r i k B a j e r skulde
ogsaa fungere som Medium, men selv de m est troende Spiritister
erklærede, at de mærkede ikke noget. Tilsidst blev man enig
om, at der var vist slet ingen Aand.
Derefter fik man Lyst til at prøve, om de Levendes
Aander ikke ogsaa vilde komme. D et viste sig, at E s m a n n
var en udmærket ferm Bankeaand, selv om han først ved
Hjælp af en herværende Overretssagfører kom rigtig i Skuddet.
Derpaa foretoges et overordentlig interessant Experim ent.
E t Num er af
Puk
lagdes i en forseglet Konvolut, og da den
aabnedes, viste det sig, at Texten var fuld af Trykfejl. Det
konstateredes, at den Aand, der havde væ ret paa Spil, tilhørte
en Medarbejder ved »
Nationaltidende
«.
Det næste Medium var en lille Neger ved ».
Politiken
«.
E d v a r d s Aand talte gennem ham oppe fra Norge og anmeldte
en Teaterforestilling ligesaa livagtig, som om Edvard selv kunde
have gjort det. Des værre hændte der ved dette E xperim ent et
Uheld. Da Mediet skulde vækkes af den søvnlignende Trance,
var han næsten ikke til at faa 'vaagen igjen. Saa stæ rkt havde
Edvards Aand virket.
Det hjalp dog, da man meddelte ham,
at D r a c - h m a n n havde indleveret sex Skuespil til det kgl.
Theater. Den Kjendsgerning havde øjensynlig en stæ rkt op
livende Virkning paa ham.
Til sidst prøvede man at tage et Aandefotografi. Der
viste sig Billedet af en glad Sjæl, som
Puk
strax gjenkjendte
som R i c h a r d S c h r ø d e r .
Puk
tog hurtig en Mængde Plader,
hvilket ikke var vanskeligt, da Sjælen havde alle Plader ude.
Men den Slags Fotografier lykkes ogsaa kun i Skjæret af
den røde Lygte.
V
Natbeværtningerne
bliver nu efter al Sandsynlighed luk
kede. G runden skal væ re den, at N atturen altfor tidt gik over
Optugtelsen.