359 / 420
^ . Kampen mellem de Bønder og de Stadboere.
Krøniken veed at berette om hin blodige Skærmydsel,
der gik af i Gjentofte og Ordrup, da Aaret 1894 gik paa
Held. Hin velbyrdige H erre til Søholm, Thing- og Banemand
N i e l s , Søn til A n d e r s , havde ved sine Bønder deres Hjælp
fanget al Magten i Gjentofte som og i Ordrup. Sad han i
Bygdens Bondething og skrev alt Sognefolket i Skat, de
Folk i Gjentofte-Ordrup, som og dem i Hellerup. Gav han dem
til Vederlag Lov at vade om paa bundløse, ragnaroksmørke
Veje, holdende Lyseklyner i baade Hænder. V ar dermed Maalet
fuldt. Ligervis velbebyrdelige Herre, han Junker S k e e l talte
paa Stadbo-Landtagemændene deres Vegne svare Ord mod
N i e l s ’ og hans Bønder deres Rædselsregimente. Sagde han store
Ord i smaa Aviser, og varslede • han ind til Kamp. Mødtes
saa de tvende stridslystne Hæ re om Jægersborg, og rungede
nu denne Kampsang mægtig over Sjølunds fagre Sletter paa
K jøbenhavnerm anér:
Frem , Bondemænd, frem, gaa nu paa,
Lad A n d e r s e n Stemmerne faa!
Hæng i, Kjøbenhavner, hæng i,
Til S k e e l skal din Stemme du gi’e!,
D et bliver en formelig Svir,
Nu faar vi begge Partier.
Hr. A n d e r s e n laver en Del,
,
Og Resten, den laver Hr. S k e e l .
N aar bare vi beder, saa kan
Vi nu faa gjort alting i Stand,
Først nu faar vi Brug for vor Gas,
Nu kommer der Lygter
en masse.-
Og Hulvejen faar — det er klart —
Vi nu gravet af i e'n Fart,
Hr. A n d e r s e n gravér en Del,
Og Resten den graver Hr. S k e e l .
Vandvæsen og Brandvæsen faar
Vi vist allerede i Aar.
Fra Toget pr. Vogn, har m an sagt,
Bli’er Folk baade hentet og bragt.
Kan Sognet nu ej holde helt,
Saa kan vi jo let faa det delt:
Hr. A n d e r s e n tager en Del,
Og Resten beholder H r. S k e e l .
Dernæst faar vi lavet et flot
Forskjønnelsesudvalg, som blot
Skal rydde hver Rønne af A’ejen,
Som skæmmer vor ondige Egn.
Thi alt, hvad der ikke er kjønt,
Skal væk eller plantes med grønt,
Hr. A n d e r s e n planter en Del,
Og Resten beplanter Hr. S k e e l .
P aa Smedegaardspladsen skal staa
E t Springvand med Storkebørn paa.
Og Pengene ? Skidt, vi gaar paa ’en,
Vi rejser et passende Laan.
To-tre H undredtusend i Gjæld
Kan sagtens vi naa med lidt Held,
F or A n d e r s e n har jo en Del,
Og Resten den laver saa S k e e l .
Ginge da Hr. A n d e r s e n og Hr. S k e e l i Spidsen for
deres Fænniker paa med krum Hals og løftede Spær. Havde
dog Hr. A n d e r s e n sine Kæmper i god Slagorden, men ginge
Hr. S k e els Bymænd under Mukken i Raderne frem i svin
agtig Fylking og skæv Slagorden, hvorfore de og kun sloge
Skæve. Og var dermed Potten ude for denne Sinde.
Af lille O v e s E r i n d r i n g e r .
(Frit efter »
Politiken
«.)
T. Det er en ganske besynderlig og fremmed Følelse.
Aldrig havde jeg drømt om at blive Sørøver. Men jeg blev
det, fordi jeg er mere værd end alle de andre smaa Sprælle-
mænd her i Landet. D et er saa dejligt at kunne overfalde
fredelige Skuder, rane deres Skatte og sende dem til Bunds.
Jeg er det store Symbol, den fri Tankes vajende Standard.
Jeg er Øjropiens Mærke. 1 min Ild skal Idioterne brændes til
Aske. Idioter. Naar jeg er færdig, er der ingen Idioter mer.
II. Jeg sidder paa et Skillingsblads Kontor og skriver
aandfuldt. »Hvorfor skriver jeg?« spørger jeg mig selv i over
modig Fryd. »For at Landets Hæder ved m it Navn kan bæres
ud i Verden.« Jeg var ved at revne af Vigtighed og Stolthed.
Siden den Gang har jeg oplevet mange Ting, men aldrig
noget saa vidunderligt som at sidde i Badstuestræde og være
Lucifers Fakkel med lille O s c a r som Skaft.
III. De skjønne Dage er omme. Jeg er bleven stor og
har faaet H aar i Ansigtet; men end ikke Knebelsbarten trøster
mig mer. Den er nu ogsaa saa lille. Ingen Skuder at plyndre,
ingen Idioter at bebæ. Jeg folder mig helst sammen om min
Bedrøvelse. Jeg lever egentlig kun, naar jeg i E d v a r d s
Forfald sidder i første Parket og tilspidser Overlegenhederne
til næste Morgen.
Men aldrig kan jeg glemme, at jeg var Pæreskudernes
Rædsel, overmenneskelig Redaktør i Badstuen og de halv
hundred Duendes frie og stolte Symbol!