362 / 420
Krukken gaar saa længe til Yands —
Man af dem kan vente alt,
Hvad der findes blot af galt.
H ø g s b r o selv, vor gamle Ven,
Maa en Gang om Maaneden
Ryste i sine Perm issioner
Over deres Operationer.
Listigt under B o j s e n s Bryn
Skyder frem der Glædeslyn,
Medens han geskæftig svinker,
L unt hen til R e e d t z - T h o t t han blinker.
R a s m u s C l a u s e n Diplomat —
Skulde han mon Kandidat
Til vor Høgsbros Embed’ væ re?
Høgsbro aner en Chinære.
Hidtil er det gaaet godt.
Er der stiftet et Komplot,
H ar det dog komplet sig hyttet,
Ej den gamle Høvding flyttet.
Tænk, om han nu ganske glat
Blev en skjønne Dag forsat,
Som de to sinaa Løjtenanter,
Der var saadan Malefikanter.
Trist han derfor skuer ned
Paa siu gamle Menighed,
Havde han haft B e n t h e i m hjemme!
Det var altid dog en Stemme.
Sæt de femogtyves Flok
Gik til Højre nu
en blod
Skummelt smiler vistnok S c h a r l i n g —
E r han deres
litie darling?
Man maa haabe, Chancen tynd
E r for en saa nedrig Synd,
Saa den gamle Hædersgubbe
Ej man vil til Side skubbe.
Han var jo dog temlig smuk,
Og han var saa rar i
Puk;
Derfor vil med megen Væde
Tabet af ham vi begræde.
B rø d re i Apollo .
Motto:
Noget Sidestykke har vel
»Maria«
ikke i vor Literatur. Man maa
søge til H e i n e s Jeg-Fortællinger i
»Rejsebilleder
« for at finde lignende Tone
anslaaet . . .
(E. B.
i en Anmeldelse af
P e t e r N a n s e n s
Maria.)
Personerne:
P e t e r N a n s e n med T ilnavnet: Danmarks H e i n e .
E n f r e m m e d Ma n d .
E d v a r d s S k y g g e .
Handlingen foregaar paa et Redaktionskontor.
(Peter
sidder og skriver.
Den Fremmede
træ der ind.)
Den Fremmede.
Undskyld — det er vel ikke . . . ?
Peter.
Mit Navn er N a n s e n , populært kaldet H e i n e -
N a n s e n .
Den Fremmede.
Saa er det D em ,. jeg søger. Kom til
m it Bryst.
,
Peter.
Hvorledes ? Jeg forstaar ikke . ..
Den Fremmede.
Du har reddet mig for Udødeligheden.
Hvilken Overraskelse: at se sig selv gaa igen i Dig. Ja, Du
undskylder jo nok, at jeg siger Du. Mit Navn er H e i n e .
Peter.
Hvad hører jeg, gamle Dreng!
Den Fremmede.
Sig H e i n r i c h .
Peter.
Naturligvis, Heinrich.
J a , det havde Du nok
ikke ventet.
Den Fremmede.
Aa jo — jeg har jo hele Tiden fulgt
Dig.
Hvor mindede dine Per-Anden-A rtikler mig ikke
slaaende om »Buch der Lieder«.?
Peter.
Buch der hvad for noget? Ja, vi har ikke faaet
den til Anmeldelse endnu. Men vi skal skrive til Edvard om
at rose.