398 / 420
3 9 4
TJ~
d h a l e r e .
3 )
M an veed jo nok, det regnes for en Tort
Og Skam, naar man er baade fodt og kaldet
Til Yenstremand, endog af forste Sort,
Og saa skal høre kun til Mindretallet;
For alle, i hvis Lod nu det er faldet,
Maa Livet ganske sikkert være haardt,
Og det er desformedelst intet Under,
At de til O b s tr u k tio n har gode Stunder.
Da Valglovsrevisionen 2den Gang
Var til Behandling i vort Folkekammer,
Blev der en Tænders Gnidsel, Graad og Jammer,
Der overdøved Formandsklokkens Klang.
Til Obstruktion der nu blev særlig Trang,
Fordi man savned’ Tordengudens Hammer,
Og ellers intet Middel var til Huse
Mod den Reform, man ikke kunde knuse.
Saa smurte hver en åndig Radikaler
Sit Mundlæ’er dygtig ind med Levertran;
Der blev leveret milelange Taler,
Og de var alle af det »rene* Vand.
A l b e r t i var især en flink Udhaler
Af forste Skuffe og holdt ikke Tand
For Tungen i det lange Mandagsmøde,
Men kjeded’ Stenograferne til Døde.
Han brugte noget nær en Million
Af den Slags Ord, der kunde være strøget,
Uden at Indholdet blev mindre røget,
Og gjorde derved klar for sin Person,
At det hos ham var ikke Snakketøjet,
Der ied af, hvad man kalder: Obstruktion;
Thi det løb over, og for saa vidt røber
Det ogsaa Maalet som en Overløber.
Kort sagt, det høje Thing har ikke skyndt
Sig med Behandlingen, den Ting er givet.
Men det er aldrig værd at overdriv’et;
Thi Folk, som er med Obstruktion begyndt,
Har dog til Slutning fundet baade Livet
Og sammes Resultat en Kjende tyndt,
Og lidt det hjalp kun paa den tynde Lykke,
At deres Pander hørte til de tvkke.
Barn i K irke.
Puk
var til Fadderstads
hos Gamlefa’r Ib se n. Barnet
var kommet lidt for tidlig og
var blevet hjemmedøbt i Inte-
gade, men nu skulde det da
rigtig i Kirke.
Det
var en broget For
samling,
der var mødt.
Af
fremmede Gjæster var der
C a w l i n g og Onkel Kra g med
lille V i l h e lm , der sad paa
Skjødet af Bogtrykker Græbe.
Han havde faaet lidt Korrekturværk af Gamlefa’r Ibsens næste
Stykke at læse i og sad og troede, at han selv havde skrevet
det, hvorfor han var umaadelig glad og vigtig.
Og der var
F i n n e og B e r n t Lie, af hvilke den sidste var med, fordi
han ogsaa skrev Børnebøger ligesom Ibsen.
Ib se n førte selv Fru No r a H e l m e r til Bords, fordi hun
var en af de ældste og værdigste Damer i Familien. Da hun
jo imidlertid havde den Uvane somme Tider at forsvinde midt
under det hele, havde han Fru A l v i n g i Reserve. Saa kom
P u k med lille Eyolfs Moder, Fru R i t a A l i m e r s , H e g e l
havde Fra H e d d a Gabler, Græbe Frk. R e b e c c a W e s t ,
>
i
1
og lille Vilhelm Krag havde faaet fat i H e d v i g Elcdal, der
efterhaanden fik ham med paa en ordentlig Vildand.
I b s e n bød velkommen. Lille Eyolf havde jo voldt ham
en Del Bryderier,, men nu var han bleven noget mere sat.
(Vilhelm Krag: Ja, i Korrektur). Naa ja, ogsaa det, men det
havde rigtignok gjort ham noget fortrykt i Opvæxten.
Nu
var han jo imidlertid udkommen paa samtlige evropæiske
Sprog, hvilket viste, at han dog heldigvis var under Forvand
lingens Lov. Mere vilde han ikke sige, men blot opfordre
Forsamlingen til at lade Krykken flyde. (Bifald).
Puk
talte for Hr. og Fru Allmers.
Som bekjendt
arbejdede Hr. Allmers paa en Bog om »det menneskelige
Ansvar« (Vilhelm Krag abonnerer paa Korrekturen hos Græbe).
Han vilde blot haabe, at Bogen maatte blive færdig, inden
Hr. Allmers og Frue blev tvangsindlagte. Da de nemlig
ligesom Grevinde S c h i mm e l m a n n holdt Asyl for Børn fra
Gaden, kunde de jo vente sig.
(Hedda Gabler og Hedvig
Ekdal gjemmer deres Pistoler i Gamlefa’r Ibsens Baglomme).
Ja, det gjorde ogsaa
Puk
ondt for Damerne med Pistolerne.