410 / 420
4 0 6
For Almensikkerheden.
- f f> )
D e brave Kjøbenhavnere sig glæder
For Tiden ved en evig Landefred;
Thi man skal lede længe her paa Stræder
Og Gader, før man ser den jyske Smed,
Og hvad der angaar Skalledrikkeriet,
Man veed, at nylig af Assessor U s s i n g er
Der konstateret voldsom Nedgang i ’et,
For selv har han nok aldrig faaet Lussinger.
Yel gjør Aviserne et farligt Nummer
Hver Dag af en og anden Fer Tot,
Som fik paa Gaden maset et Par Gummer
Og fik sit Øje tatoveret blaat;
Tidt bliver en og anden defekt paa
Sit Øje ved en ildesindet Næste,
Men det skal man nu ikke lægge Vægt paa,
For den Slags Ting kan hændes selv den bedste.
Og finder Folk, at Lugteorganefne
I deres Aasyn gaaet er lidt nær,
Saa bør de huske dog, at Tulipanerne
Forsyner Livet med et Rosenskjær.
Og dersom Tænderne slaas ind paa Tanterne,
Saa bliver ganske vist Kuløren brandgul,
Men saa kan dog øebissefabrikanterne
Hinanden ønske glædelig Tand-Jul.
Vel kan man altsaa ikke ganske skjul’et,
At her er Bøllesjov i hvert et Døgn;
Dog det, at Os k a r Ma d s e n blev »julet«
Af V i l h e lm' Kr ag , var lige godt nok Løgn.
Saa det kan ses, at Dannebrogs-Mændene
Paa Norsk er endnu ikke blevne »juled«,
Om ogsaa Tampen var noget brændende,
Da »inden Døre« en paa Dansk blev >mulet«..
Moralen er, at vi for fri Benyttelse
Af vor berømte gamle Fortovsret
Bør gi’e os under Dyrenes Beskyttelse,
Saa slipper vi for Klø lidt mere let
Og bliver nok om Dagen som om Natten
Forskaanet for en fremmed Klo i Totterne,
For, hvis man bare vilde bruge Ka t t e n ,
Saa gik de Herrer Bøller nok til Rotterne.
I Julestemning-.
Ma d s J o r d e m o d o r m a n d . Goddav, Kresten Smed.
K r i s t e n Sme d. Goddav, Mads Jordmonnand. Ja, nu
æ der da itte længe te’, a ded æ Juwleavten.
Mads. Aa nej. Aa nej saagu. Ded æ der sgu for
Resten i Grunden heller itte, Mads, naar vi ska hulde vos te
Sandheden, Aa nei, ded æ vis Værk. Gu æ ’ed saa.
K r i s t e n . Ja, ded ka der være noved i.
Mads. Ded æ nu li’egodt en usædvanli smok Tid, Kresten.
Den ene Aften æder man Rewensbensstej aa Sylte aa Klejner
aa speller Mis mæ di mere fulkelie Ællementer i Sovnet, aa
den a’en æ man sammen mæ Hunderasjoribusser, som faa
Ægsembel Dejnen aa Sovnefovden, aa æder osse Revvensbens-
'stej aa Sylte aa Klejner, men speller Lumper aa drekker The-
vand te. Ka Du li Thevand, Kresten?
K r i s t e n . Aa ja saagu — naar a der kommer lidt godt
mæ Sirop i hinder.
Mads. Ded æ Satén, som Du æ arrigstokratisk, Kresten.
Ve Du ha Sirop?
K r i s t e n . Ja — aa saa en lille Gibernakker te aa dæmpe
paa Smaven aa gjøre. hinder lisom mere behaveli aa medlidende
faa de ingvortes Dele.
Mads. Ja, ded ka natyrtlivis være godt nok faa Fulk, hvis
Smav itte æ videre ydveklet. Men hos Sovnefovden aa kort
savt i di mere udsøgte Kredse der bruer vi nu Rakkevit.
K r i s t e n . Ded æ en slem Damedrek.
Mads. Næ, Damerne ve nok hellere ha en Klat Syltetøj
i, om jæ kjender dom ret.
Kr i st e n. Ja, Damerne æ jo itte let aa blie klog paa.
Mads. Næ, ded æ vis Værk. Kvinden æ et forunderlit
Væsen.
Der æ nu min Koune.
Hun æ sgu saa fint
følende, a naarensti vi ska te aa æde vor Nadver, saa slekker
hun sgu først Skeen, omendskjønt den natyrlivis æ bleen
slekket etter Middav. Ja, ded æ sgu liefrem nydeli aa se paa.
Men faastaar sig — hun har jo alle sine Dave været genegen
te et mere belevent Væsen end som et alminnelit Bundebæst,
ved de a hun jo har kungeli Ansættelse aa mere videnskaveli
Dannelse mæ Jordmorægsamen aa di Dele.
K r i s t e n . Ded ka der være noved i.