407 / 420
— Man kan jo næstøn intø
gaa for døt.
— Naada! Døt hænger rigtig
nok ved!
— Det er dog godt det samme
- saa slipper man for Trapperne.
I l o s R i i s - K n u d s e n gjæve Helte
Spænder deres Styrkebælte,
For hans egen Dyrendal
Segned mangen tapper Ka’L
Selv M a r t i n i u s Bonaparte
Han i Længden ikke sparte,
Han blev slaaet rent ihjel:
Nu har A b r a h am s hans Sj®l-
Hver Gang der nu var en Fejde,
Trofast monne ham gelejde
R o s e n b e r g , den lille Mand,
Hjælper ham alt hvad han kan.
Han var tidt hans Redningsplanke,
Thi, hvad hjælper Yaaben blanke,
Naar og Kassens Bund er blank?
Saa bli’ør Lykken dog lidt krank.
Endelig der kom et Stykke,
Som for Alvor gjorde Lykke!
Rosenberg det havde bragt
Op med usædvanlig Pragt.
Efter Rosenbergs Instruxer
Hver Statist fik nye Buxer,
Palmeblad i Bunterad,
Frøken B l a d som Lokkemad.
Men, da R i i s fik Mønt paa Lommen,
Glemte han, at det var kommen,
Fordi Rosenberg hang i
Med Iscenesætteri.
Og for B j ø r n og B l a d og
»Hanne
«r
Glemte han de H o r n e m a n n e r ,
Som man før dog fik at se
IJdi alle Rollerne.
Rosenberg nu monne vandre
Bort fra
Dagmar
som de andre,
Der blev kjed af denne Leg.
Riis endnu er meget sejg;
Men, naar han og Fruen ene
Sidder paa den tomme Scene,
Mon saa ej de af og til
Lille Eyolf savne vil?