65 / 420
til Oversættelse forbeholdt.
En Forfatter høri Landet
Sjældent bliver altfor fed.
Han kan rentnd sagt forbandet
Daarlig føde sig derved.
Staten ganske vist ham støtter.
For at skaffe bedre Kaar:
Dog de Fleste ej det nytter,
Fordi Ingenting dc- faar.
Men, naar selv man intet tjener.
Og Forretningen gaar sløjt,
Er det rart, der er Mæcener,
Som vurderer Digtning liojt.
Ganske vist: lidt sjældne er de.
To dog nys fik Titelen,
Deraf En nok hed A l b er ti,
Og den Anden S ø r e n s e n .
Vi var lige ved at træde
Ind jo i en Konvention:
Blandt Forfatterne var Glæde,
Mest formedelst Konfusion.
Kun A l b e r t i saa paa Tingen
Med det rette, skarpe Blik,
Og han saa. at der var ingen
Glæde ved. at vi den fik.
Thi
haD
saa: hvis op i Højden
Honorarerne nu gik,
Kunde let de helt gaa fløjten.
Nemlig naar man dem ej fik.
Og han sagde: »Fanden ta’ me’,
Jeg er Eders bedste Yen.»
Pudsigt nok! præcis det samme
Sagde saa Hr. S ø r e n se n .
Folkethinget strax sig løftet
Følte ved det Argument.
Og, da Tingen saa blev drøftet,
Saa var Lovens Bane endt.
Hvert Parti de gamle Spalter
Glemte i Begejstring hed,
Thi paa Spaltefødens Alter
Lagde man al Tvedragt ned.
Der er Glæde over GaveD,
Navnlig udi
»Dannebrog«;
Kun i Norge er man gnaven,
For man selv var ej saa klog.
Hr. A l b e r t i ved sin Snildhed
Viste sig som sand Mæcen —
Og saa redded han i Stilhed
Sig et lille lækkert Ben.
Kammerherrernes Fagforening'
holdt forleden Dag konstituerende
Møde under Forsæde af
Puk.
Pulc
bød velkommen. Kammer
herrerne havde jo ifølge deres
Livsstilling særlig Opfordring til
at betragte Reversen af Til
værelsen. I denne Bagvendthed
maatte man søge Nøglen til, at
de saa ofte blev bagvaskede, og
skønt de nok hver for sig havde
noget i Ryggen i Forvejen, vilde
de dog nok ved Sammensmeltning
. . . . om Forladelse: Sammen
slutning kraftigere kunne værne om Standens Interesser.
Bar ne r havde netop selv tænkt paa det samme, men at
Andre nu havde taget Brødet ud af Munden paa ham, skulde ikke
afholde ham fra at overtage Præsidiet, hvis han blev opfordret
dertil. Han vilde foreslaa, at man til en Begyndelse lagde en
Skat paa de andre Kammer-Sammensætninger, saasom Kammer-
raader, Kammerassessorer, Kammersangere, Kammerjægere,
Kammertoner og Kaminer — naa ja, do nærmere Detailler
skulde han ikke komme ind paa, men da Kammerherrernes
Yæxt betød landets Aræxt, vilde de andre Kaminerpersoner
vist hilse den med Glæde. For Resten syntes han, man skulde
begynde med at foreslaa en Resolution. Det strammede altid
saa rart op.
B ille var betænkelig ved Bamers Resolutioner, da han
havde hørt, at han i dem holdt meget af at smide det stumme
»e« væk, hvilket var en absolut uheldig Retskrivning.
Puk
vilde dog gjøre den sidste ærede Taler opmærksom
paa, at det slet ikke var noget stumt »e«, men derimod et
meget talende *e«, der var blevet bortkastet.
K l e i n vilde lægge Forsamlingen paa Sinde særlig at
virke for \ iborg Stations Flytning. Han gav en kort TTdsigt