66 / 420
over Sagens Historie, hvoraf fremgik, at der allerede i en
temmelig graameleret Fortid havde været Tale om at flytte
dette antikvariske Mindesmærke. Han havde nu saa at sige
gjort denne Station til sin politiske Banes Endestation. Viborg
laa jo som bekjendt midt paa den jydske Tværbane, og han
havdo altid yndet Mellemstandpunkter. Det var hans Haab,
at han
kunde efterlade denne store ogbetydningsfulde Sag
som en hellig Arv til sine Børnebørn.
M e l d a h l vilde anbefale sig med den kunstneriske Ud
smykning af den eventuelle Fagforenings Lokaler. Saafremt
Foreningens Pengemidler strakte til, vilde han foreslaa en
Byste, men forøvrigt var han fornylig bleven taget baade i
Visit og Kabinet. Han kunde altid saa godt lide at sø milde
og venlige Ansigter
0111
sig.
J a c o b S c a v e n i u s var imod enhver Art af Sammen
smeltning, men vilde forøvrigt gjerne have Forlig, naar man
bare kunde være fri for at faa de Moderate med, ligesom der
ogsaa var forskellige Højremænd, som han nok kunde lide
blev udenfor.
O t t o S c a v e n i u s vilde spørge, om det var at vise sig
som en sand Ven af Regeringen, naar man førte slig ugudelig
Tale som Jacob? Det var ligefrem at tage Folk ved Næsen,
han kunde gjerne sige ved Basnæsen. Jacob var ikke videre
storartet mere, men han skulde faa Lov at komme i »Berlingske«.
Det kunde han bande paa.
Puk
advarede mod at komme ind paa Personligheder og
bad Talerne fatte sig i Korthed.
F a l l e s e n syntes ikke, det gjorde noget, om det trak
lidt ud med Forhandlingerne, han havde god Tid at vente og
syntes netop, han sad saa rart. Scavenius skulde vænne sig
af med at gaa sine egne Veje, Taleren var aldrig gaaet sin
Vej, og han havde befundet sig vel ved det. « Der var vel
intet Haab om, at Foreningens Kasse i en nær Fremtid vilde
give Underskud, i saa Fald vilde han naturligvis med Fornøjelse
være med til at fremskynde Forhandlingerne.
Man vedtog derefter at stifte Foreningen, hvorpaa
Puk
foreslog, at man skulde samles om Bordene til et lille Sold.
Det hastede jo ikke med at komme hjem, da samtlige Tilstede
værende havde Nøglerne med. Det vedtoges enstemmig.
K r i t i k e r e n .
Folkegaven til Wiinblad.
H an faar til Foræring en Herregaard
Og Penge oven i Kjøbet.
Men det gjør os ondt for Ka r l Ma rx , for han gaar
Ved den Lejlighed sagtens i Løbet.
Formeret sit Bo.
K a r l G j e l l e r u p , der for et Aarstid
siden ikke var naaet videre end til
Ti Kroner«,
har allerede
nu bragt sin literære Formuenhed op t i l
»En Million
«. Det bør
dog anmærkes, at denne sidste er vunden i Spil, og at Spillet
selv ikke er vundet.
En Kritiker gik en Gang hen —
Sligt hænder ogsaa store Mænd -
Og sagde, hvad han ikke vilde.
Og det er ilde
At sige, hvad man ikke vilde.
Den Kritiker, jeg synger om,
Nys i en vældig Tale kom
Med et Citat, som ej var ilde.
Men det er ilde,
At til Citatet mangled Kilde.
^ |
Le Danemark s’efface
, jeg tror,
Saa lød de mærkelige Ord,
Dem F e r s l e v ej goutere vilde.
Og det er ilde,
At F e r s l e v ej goutere vilde.
Den Kritiker i Harnisk kom:
» C h e r b u l i e z jeg minder om,
Han k u n d e sagt det, hvis han vilde.«
Men det er ilde,
At C h e r b u l i e z han ikke vilde.
Og S c h a n d o r p h skrev don næste Dag:
»At klare hele denne Sag
> 5
Med et Citat, jeg gjerne vilde.«
Men det er ilde,
At han ej kunde, skjønt han vilde.
Don Kritiker i Øst og Vest
Nu støver rundt om en Attest
Til Konstatering af hans Kilde.
Men det or ilde,
At ingen attestere vilde.
Sligt lære hver en kritisk Aand
At ikke gaa paa egen Haand,
Hvor gjerne man citere vilde.
Og det er ilde,
At Ge o r g B r a n d e s gjerne vilde.
Abonnem ent
paa „IFaaAs“ tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet.
Enkelte Nr. 18 Øre.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.