73 / 420
a d Dansen.
g, slippes ad den af sit Bur,
Da viser den, at dog den duer;
Den er dog ej saa ganske væk
Med Va l b o r g J ø r g e n s e n og Bech.
Og endnu man tør haabe paa,
At endnu mange Beche smaa
Med al den gamle Verve
Den har i sin Reserve.
Fra det mørkeste Fastland.
:lW 1 1 Øi
Fra B e n g j æ r d s Tid alt her til Lands
Ja maaske lige fra Kong D a n s —
Vi ansaa steds vor Ballet
For mere end sædvanlig net.
Paa F r o d e s Tid Bevis man har
Jo for, at en l i a n s B e c h der var:
Hans Kongsgaard nemlig Alle
Endnu hans B e c h g a a r d kalde.
Hvordan den sidste stod i Flor,
Det ser man af det gamle Ord
Om at se »
Napoli
« og dø.
Se, den Gang gav den endnu Feu!
Da var den paa den grønne Gren,
For Kassen et anseligt Ben;
Men som Historien viser:
Da var der ogsaa P ri ce r !
En Kammerherre dog nok veed
At sige en Ballet Besked.
Han satte sig det store Maal:
Paa disse Ben at gøre Kaal.
Han satte strax den Kunstart ud,
Der truede hans Underskud.
Og strax det Kassen lotted,
Da han Balletten sletted.
Dog har han ej den kunnet faa
Til bag ad Dansen h e l t at gaa.
Og, naar han holder Soirée
For sig og Abonninerne,
Han med en lille rask Svingom
Den kvikker op. En Glæde, som
Just ikke gaar til Hodet
Og ej ophidser Blodet.
P er S c a v e n i u s er fra siu Virksomhed ved »København«
bleven saa vant til Kiggere, at han ikke mere kan undvære
dem. Han agter derfor at nedsætte sig som Kultusminister
mellem de Sorte i Afrika.
Efter Forlydende vil hans Exempel blive fulgt af forskellige
af hans Værkfæller. Dr. Georg B r a n d e s vil f. Ex. gaa paa
Opdagelsesrejser efter Kilder, ikke just Nilens, men sine egne,
og man venter sig meget af det Værk', han derefter vil udgive
under Titlen »Hvorledes jeg fandt Ophavsmanden til
»Le Dane
mark s’ejface
«.*
Fremdeles vil He n r i k Cavvling foretage en Rejse, for
at interviewe afdøde Emin Pascha, P e t e r N a n s e n vil sætte
sig ind i Amazonernes Følelsesliv og se at finde en sort Julies
Dagbog, og H e n n i n g J e n s e n skal være udset til frikirkelig
theologisk Professor i Kilim-andsj-aro.
Enighed i det r e n e Væ s e n lige.
B r æ n d ev i n s ud v al ge t har mod almindelig Forventning
arbejdet saa ihærdigt, at det allerede er blevet enigt med sig
selv om at afgive Betænkning. Ved velvillig Indiskretion og
forhaabentlig uden Proces for Krænkelse af Privatlivets Fred
ser vi os i Stand til at meddele vore Læsere Hovedindholdet
af denne.
Udvalget har delt sig i adskillige Mindretal, af hvilke det
1 s t e vel i Princippet intet har imod E s t r up s Forslag, men
dog foreslaar at stille Sagen i Bero, fordi Ingen kan vide, om
ikke bemeldte Mindretal en Dag i Fremtiden skulde hitte paa
en Løsning, der var endnu bedre.