77 / 420
f Midt i den slingrende Kurs han Roret
Har sluppet og; opgav sin Post paa Dækket.
Hertil han dog ikke har følt sig ansporet,
Fordi hans politiske Blik var svækket,
Ak nej! I Bladenes Spaltefyld
Man giver haos da a r lig e Øjne skyld,
Skjønt lian i den Tale, som sidst frembrused’,
Et god t Øje havde til Overhuset.
.lindt omkring Jorden et Budskab farer
Saa hurtigt, som nogen Hest ban rende,
Blandt Eskimoer og Malabarer
Det melder, at G la d s t o n e s Magt har Ende,
At nu har Hans Uberegneligiied
Omsider lagt Portefeuiilen ned.
Alt ham en EfterMger besfcert er
Til Klaring .af hans Hømenile-Ærter.
Han Lavrbær har paa sin Bane plukket
Som Fuldblods-Torv og som Radikaler.
Selv B jørn stjern e B jørnsoo han nd har stukket
I Retning af at forandre Signaler.
P a r n e l l han satte i mørk Arrest
Øg bod ham bagefter hjem som Gjæst;
2)
Som ædel »Fredsven han har figureret
Og har A 1ex a
n
d r i a bombarderet
Som Taler,besad han en Hoben Dyder,
Hvor parlamentariske -Stjerner blinke;
Men, skjønt i hams Aarer HandefaMod flyder,
Blev i at handle han altid en Sinke.
Ted Annekteringen af T r a n sw a a l
Var Felttogsplanen nok gruelig gal.
Ved N i l e n han drømte om et Arkadien,
Og saa lod han G ordon myres af Mahdien!
Men allerbitrest har G l ad s to n e dog skaffet
De Danskes indfødte Evropæere,
Den Gang til et Fakkeltog Anstalt var
truffet
Blandt dem til
»den g am le R odhu ggers*
Ære.;
Men skyndsomst herfra hans Lystyacht gled,
Ladet mød aandelig Fornemhed.
Saa voreses Begmænd blev skammelig snydte,
Og H ø r u p brummede: Hvad kan det ny tte?
F r e j r ’
Humbugmagernes Fagfor
ening
afholdt i Aftes offentlig
Møde mod
» F re jr* .
Efter at
SUps£abrikantHrtMSCTi,Utterslevs-
mark. enstemmig var valgt til
Dirigent, besteg Syjomfru Madam
Rasmussen
Talerstolen.
Hun vilde tale paa Middøl-
|
standens Vegne.
Hvem var
lfc
Middelstanden? Det var Alle
vi, som vilde bekæmpe »Frejr«,
(Vældige Hør). Alle dem, der
ikke vedtog Resolutioner, hørte ikke til Middelstanden (ud med
dem!) Ja ud med dem! Hun var kun en svag Kvinde (Pro
tester!) Jo
hun
var!
Men hvis saadan en provisorisk Laban
af
en
.»Frejrikc (Øredøvende Jubel og ustanselig Munterhed) —
ja iran havde ikke ment at være vittig, men hvis saadan en —
En stak
Næsen indenfor hendes Systue, saa skulde han vare
sig adi Han skulde blive ta’et i K ravatten! (Bravo).
Renomtiønskiisk Olsen
bad undskylde, at han som værendes
saa at sige mindre regulært Medlem af den ærede Fagforening
tog
Ondet. Men dette hersens var, hvad man kaldte fo
r.etinfcreåafc Spørgsmaal For naar man som han sled for Føden
den hele Bag
(Stemmer Nat?) — ja vel, egentlig N at, saa
var det ligegodt
kreperligt, at saadan en Justitsraad oven i
Kjøbet en af Magistratens egne Justitraader og en nederdrægtig
Højremand
og Provisorisk som denne
Hagemann.
—
Formanden
(ringer)
Det var fornærmeligt at kalde Hage
mann
Højremand.
Han var Radikal af det reneste Vand.
Olsen,
Naa ■ — ja — af
det reneste Vand, den var
god n o k ! Vand kjendte han nu ikke m eg et.til og det han
kjendte, var ikke af det reneste, men- de't var nu ligegodt ærker-
ligt,
at
to
saadanne Kappetalister som Meyer og Hagemann,
skule ha’e Lov at ta’ en anden Ens daglige Brød ud af Munden
paa liam og njale det til Pudrette, som han inte vidste hvad
var men saadan noget som et Slags Kaffemølle, der —
Dirigenten
anmodede Taleren om at holde sig til Sagen.
Olsen.
Ja han vidste ikke hvad Sagen var, for det var
ganske Iigemeget, naar man hare holdt sig til det Faktiske og
det var at Fodretten —
’
Dirigenten
fratog Olsen Ordet og gav det til Journalist
Hansen.