78 / 420
7 5
QJ
Hansen.
Hvad »Frejr« var, vidste vi alle. D et var Stor
kapitalen, der vil male os Alle til Poudrette (Stormende Hør).
Og hvem var Storkapitalen? D et var Begeringen (Yæk med
den !) det var Højre (ned med Højre !) det var de gamle Magistrats
herrer ' og Borgerrepræsentanter, der vilde fede sig af Folkets
sure Sved. Det var »Frejr«! Og derfor skulde Middelstanden,
den kraftige, selvbeviste Borgerstand slaa sig sammen med
Socialdemokratiet og feje ud. Ned med Storkapitalen ! Ned
med Højre! (Voldsom Tilslutning).
Bybucl Andersen
vilde tale paa de besiddende Klassers
Vegne. Hvad var der bleven af den store kraftige Stand —
Bybudene? Se Jer om paa Kjøbenhavns Gadehjørner! Der,
hvor der fordum lyste hvidt og skinnede rødt af hvide Kitler
og sunde, glade Ansigter — der var nu tom t og øde. Han
havde som Dreng læst en Roman, der hed »Den sidste Mexe-
karfer« (Rørelse) nu kunde man snart skrive en Roman om
»def sidste Bybud«. F or det var Telefongen, og Adam og Eva
og alle deres Onger, baade Kain og Abel og Sem , Kam og
Jafet, der aad Bybudene. Og saadan en var »Frejr« vistnok
ogsaa (Hør!) Og saa vilde de oven i KjøbM ligge Skat paa
Brændevinen! (Stærke Protester). Ja det var Bonde-Frejrikerne
paa Rigsdagen, disse hersens Agrarier, og paa den besiddende
Klasses Vegne, vilde han sige, at han vilde ikke lade sig æde,
men nedlægge sit Votum (Bravo! Hør! Tilslutning).
Dirigenten
foreslog derpaa den bekjendte Resolution mod
»Frejr«, som vedtoges, hvorpaa Forsamlingen skiltes under
Afsyngelsen af Socialistmarschen.
Don Stadil og Sancho Nielsen.
H v o r intet er, har Kejseren forloret
Sin Ret, saa siges i et gammelt Ord,
Og skjønt man skulde ved sin Død forsvoret,
At nogen ikke paa den Sandhed tror,
Saa viser der sig dog imellemstunder
En eller to, som i det bare Blaa
En ganske ny Finansberegning grunder,
Hvis Facit ingen Djævel bitter paa.
Af Millioner Kassen har en Snes;
Men Venstre siger, der maa være treds!
Og skjønt de treds forlængst af Sted har trisset,
Skal de belægges ligefuldt med Skat,
De Radikale deres Pen har spidset
Og Skattens Mønt fra Krone gjort til Plat.
C h r is te n s e n - S ta d il og A. N ie ls e n drager
Til frejdig Kamp mod Spøgelser hvert Aar,
Som Don Quixote og hans Pudsenmager
De dristig ’øs mod tænkte Møller gaar.
Saaledes vil de trofast vandre frem,
Til de i Vrøvl gaar nedenom og hjem.
En Tandoperation.
Mel. : Peter Schjett.
K jæ re Læsere og Venner,
I som Tand for Tunge har,
Hør en Sang om en Rad Tænder,
Der er lærerig og rar;
Tænderne var en Madams,
Men det sa’ hun blot for Skams
Skyld, for de var inte ægte,
Og nok heller ej betalt;
Og se — det vil ingen nægte,
D et er, hvad man kalder galt,
At man tygge vil sin Mad
Med en andens Perlerad.
Oppe i de Gothers Gade
Boede deres Ejermand,
Og en Dag der blev Ballade,
For han mødte op paa Stand
Med Hr. Foged B i r c h — uha!
Det var en Tandtrækker, hva’?
Fluks Hr. Birch sa’: Hid med Tænder
ne, hvad eller Summerne;
Her til Lands vi ikke kender
Den Slags: faaen paa Gummerne;
Vær saa god, betal den Gæld,
P l u s Tandtieme til mig sel’.
Men Madammen græd og larmed,
Og det gik som Kjæp i Tand
hjul, indtil til Slut forbarmed’
Sig de Tænders Ejermand;
G o d t! behold da mit Gebis,
Men betal det snarligt; hvis —
Ej De vil, at jeg skal møde
Om en Uges Tid igen,
Tyg til den Tid Deres Føde
Med m it Tandsæt, Kære — men
Saa maa De betale skam,
Hører De! Farvel, Madam.
Saa var den Tandpine over-
staaet — og Madamen fro
Straks med Haand og Mund sig lover
Ej at unde Rist og Ro,
Før de Tænder er betalt,
Som det nær var gaaet galt.
V£)
Tt
’