86 / 420
8 3
1?
I B r a n d v a g ten .
Anna Bryde — Frou-Frou — Othello.
Det er skidt med Ægteskaveligheden
i vore Dage. Som man kan se baade
paa det Kongelige og Dagmar og hos
Ahrahams. For enten er Fruentimmerne
kulrede og render fra Mændene, eller
ogsaa er Mændene tordnende lynende
^
trekvart og slåer Kvindfolkene paa
Snuden,, saa de kreperer. Og i første
Kasus er det moderne Skuespil og er i fire Akter og i sidste
er det en Tragedie af Sjækspetersen og er i fem;
»Anna Bryde« er mixet sammen af Apotheker Benzon,
men hvis Sjæfen har faaet det paa Recept og ikke i Haandkjøb, saa
kan man rigtig nok se, hvad Lægerne er for nogle Rade, og saa er
det sgunte saa løjerligt, at de kan gjøre en Etatsraad gal i Hodet.
For ganske vist er der nogle Piller deri, og det er ikke
Jernpiller, men derimod Stikpille]1, og Stykket virker ligefrem
afførende paa Publikummerne, saa de bliver hjemme, og derfor
faar Stykket vist ogsaa snart sin sidste Olle. Og det nytter
slet ikke, at Apothekeren har laant Kammerherren baade sine
Møbler og Malerier til paa Scenen og sin Svigerfader, som er
O c t a v i u s h a n s e n med Kone og Børn, til at juble og gjøre
Sygses i Parkettet. For Folk gaar nu en Gang ikke gjerne
paa Apothekerne, naar de kan faa det andre Steder t il1bil
ligere Pris.
Og det kan de paa Nørregade i »Fru-Fru«, som er Fru
AViehe og gift med Vilhelm AViehe og elsker R i n g den ene
Aften og C o l d i n g den anden, som er Debutant og ikke Ko l
l i n g. s Søn, hvad man strax kan se paa ham. Det eneste er
bare, at der mangler de Malerier paa Aræggen, hvad der kommer
af, at Fru-Fru-Fru-AViehe har brugt alle Sylene til nye.Kjoler,
og det kan Manden ikke lide, fordi han er nødt til at spille
paa Deling ved Kasino og derfor ikke har saa godt Raad. Og
saa bliver naturligvis Fru AViehe rørstrømsk og sælger hele
Stadsen til en Marsja,ndiser og gaar ud i Theatergardøroben og
faar fat i en gammel sort en. Og saa fortryder AViehe, hvad
han har gjort. Men Fru AViehe beder bare om, at hun maa
faa Lov at faa lidt pæne Klæder, naar »Fru-Fru« gaar af
Repertoriummet. Hvad det nok snart gjør. Og det lover saa
AViehe, fordi han er kommen ovenpaa nu, da-Ahrahams be
taler hans Gasje.
Men hos Professoren er det ligegodt' flottest. Der er
ingen smalle Steder. Der er de baade pæne i Tøjet og har
lidt at ofre paa Dikkerasjonerne endda. Men det er sgu Synd,
at Ad o l f J e n s e n kværker hans Kone, og jeg forstaar nu
ikke, at Professoren vil give hende til det, naar han har saa
mange andre, som der ikke var noget forset i, om han blev
af med. Men det kommer jo ikke mig ved. Det er bare saadan
Noget, jeg sidder og tænker over om Aftningérne, naar jeg er
der paa Brandvæsenets Vegne.
B r a n d s t r u p ,
Brandmand.
Paa Koturneen .
Søren Pipperop.
Paa Maarenkvesten føst je hyller
Talia, dei min søje Snut,
For Musen en Salut je skyller
A min Begeistrengs Rottekrut,
Melpomene ilirenveller
Je dov Boketten rægge vel,
Formedelst a i Da den gæller
Hr. B o n s e n s nye Sørrespel.
Dyftrørt je lo min Taare flyje,
Da hans gevaldie Sjeni
Ga vos den lægre A n n a Br y d e
Mæ hinners Troskavsbryderi.
De handler om di gifte Koner,
Som bier ramt a Armors Pil
Aa som gør Joks mæ deres Joner,
De æ da Konst i jonisk Stil.
Aa Bensens Gennembruddets Kvenne
Lissaa beskeden æ som B r a n
des, da han bare konne fenne
Paa Frueplas halannen Man.
Fler velle ente hun begære,
Men kons ha Lov aa synge glaj:
For tre, som gærne ve sammel vaqro,
M
de saa øndi aa følles ad!
Saaddan et Liv i Fryj aa Løgge,
A ha en Kærrest aa en Mand,
Æ mer en B e n s e n s Or ka trøgge
Ud, va Mosek dov bæddor kan.
Derfor ha l an ge Mø l l e r laved
Di Toner, Folg i Telgift fek.
— Dov, da de va om Ægteskavet
Skulle de vaaren Hornmosek.
Men Skæbnengen har grusomt luret
Paa disse Jærters Sømpati,
Saa Kærresten tesist be fured,
ATa der æ mejed sørreli.
Derfor ve je tø Musen sænne
Et Ønske ongefær som saa;
Gid Ot to B e n s e n s ejen Ænne
Ente saa tragisg bie maa.