90 / 420
87
Naar Bomberne kommer paa Mode.
Parisisk Familie-Interieur fra næste Aarhundrede.
Herren:
Er der ikke kommet noget
endnu?
Fruen
: Nej, jeg kan ikke forstaa det.
•
Herren
: Skulde Anarkisterne gjøre Nar
af os?
Fruen:
Jeg er lige ved at tro det.
Herreu
:
Vi er snart de eneste her i
Gaden, som ingen Bombe har faaet sendt.
Fruen
:
Fru Dujardin har oven i Købet
faaet to.
Herren: Og
d e t skal Du finde Dig i
!
Frue n
:
Mon der er nogen, der har
noget imod os?
Herren:
Vi bliver jo til Grin for alle
Mennesker. Forleden hørte jeg Grønt
konens Unge sige: Der er han, den lange
Papirhandler, han har ikke faaet noget
Dynamit endnu.
Fruen:
Ja, det er en dejlig Redelig
hed! ( P i g e n kommer ind). Hvad er der
Bolette ?
Pigen:
Det er en Pakke til Herren.
Herren
(henrykt): En Pakke! Tænk,
hvis det var . . .
Fruen
(med Hjertebanken): Lad os se.
Herren
(løser febrilsk Pakken op):
En Sardindaase!
Fruen:
En Sardin . . . .
Figen:
. . . . daase!
Herren:
Denne Gang er der ingen
Tvivl. Det maa være det!
Fruen:
Gud ske Lov. Skynd Dig,
lille Bolette. Kald Børnene ind.
(Børnene kommer ind.)
Herren
: Naa, I smaa Gavtyve! Har
I været rigtig artige i Dag?
Børnene:
Ja, Papa.
Herren:
Saa skal I ogsaa faa Lov at
se noget rigtig morsomt. Jeg har faaet
sendende en Æske, som jeg er vis paa,
der er Dynamit i. Kunde I lide at se
den blive lukket op?
Børnene
(hopper af Glæde): A a !
Pigen:
Tillader Herskabet, at jeg bliver
herinde ?
Herren:
Ja, Bolette, De er en brav
Pige, De maa gerne blive.
Børnene:
Skynd Dig at lukke op,
Papa!
Herren:
Nej, Børn! Vi skal netop
rigtig nyde det. Naa, nu er der da ingen
mere, der skal gøre Nar af os. Det vil
vække Opsigt i Kvarteret, kan I tro!
Fruen:
Det haaber j e g ogsaa.
Herren:
P asseri nu paa allesammen?
A lle:
Ja!
(Herren lukker langsomt og højtidelig
Daasen op. Alle følger spændt hans Be
vægelser. Daasen er lukket op. Der
høres ingen Eksplosion).
Fruen:
Hvad bliver det til?
Herren:
Nej, det er dog den største
Nederdrægtighed, jeg nogen Sinde har set
Mage til. Véd I, hvad der er i Daason ?
Sardiner!!!
Fruen:
Det er dog u—forskammet!
Herren:
Vi skal da ogsaa altid være
uheldige.
S F f "
Pigen
(med megen Værdighed): Jeg
vil lade Herren og Fruen vide, at jeg
skifter til den første.
(Børnene græder.)
<V
^ . t i s c I b L l
;wM
-
7
/ , v ^
*
I
D er hørtes en Dag et forfærdeligt Skrald,
Som forskrækked den ganske By,
Et sindsforvirrende, rasende Knald,
Der rungede højt imod Sky.
Paa Gaden daanede Folk af Skræk
Og brølte paa Politi.
De følte med Rædsel, at nu var de væk,
Og at deres Liv var forbi.
En Skraldevogn vælted paa Amagerbro,
En Droske paa Utterslev Mark,
I Brønshøj styrted en Præmieko,
Og en Amme i Ørsteds Park.
Fra »National« faldt Gesimsen ned,
Paa Børsen faldt et Papir.
Og ingen vidste den mindste Besked,
Men Luften var fuld af
on d it’
er.
En mente, at det var de Tyske, der kom,
En anden troede for vist,
At det var Anarkisterne, som
»
København
« vilde takke for sidst.
En paastod, at det var Forliget; der sprang,
En, at det var »
Frejr«s
Butik,
En meddelte ud af sit Hjærtes Trang:
Det var B u s k ’s Postelin, der gik.
Men een Ting var alle enige om,
At Fanden skinbarlig var løs.
Fra Rigsdagen, mentes det, Skraldet kom,
Og ved Tanken Vælgerne gøs.
I selve Kasernen var Skrækken vel stor,
Og Rigsdagsbudene fnøs,
Men de kjendte dog det forløsende Ord:
Det var blot Ch r i s t e n R a v n , der nøs!
Abonnement
paa „ZEPuCk:“ tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet.
Enkelte Nr. 18 Øre.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.