216 / 362
HEIBERGS AFGANG.
199
Allerede denne Betragtning og end mere den hele
Tilstand maatte le t give ogsaa Udenforstaaende en
Fornemmelse af, at det stundede mod Heibergs Af
gang; at der saaledes snart i Publicum dannede sig
en Forudfølelse heraf, synes mig, at ikke engang
Overskou kunde have rimelig Grund til at undre
sig over.
Commissionens Forslag havde været tilstillede
Heiberg til Betænkning, nu fremkom der — formentlig
allerede kort efter Nytaar 1856 — Ønske om, at Udste
delsen af samme stilledes i Bero samtidig med, at
Heiberg i en Samtale med Hall antydede, at han
tænkte at trække sig tilbage.
Saasnart Heiberg saaledes havde ladet sig forstaa
med Ønske om Afgang, var det Hall i høj Grad magt-
paaliggende at lægge for Dagen, at han vidste at
skjelne mellem Theaterdirecteuren, som han ikke kunde
ønske at beholde, og Digteren J . L. Heiberg, hvem
han som Alle beundrede og højagtede, som Nationen
kunde føle sig stolt af, og som den skyldte Hæder og
Paaskjønnelse,
Der aabnede sig saaledes ad Forhandlingens Vei
en Mulighed til at ordne Sagen med Lempe, uden
noget Brud, paa en saadan Maade, at Heiberg selv
maatte kunne føle sig tilfredsstillet, og at Fru Heiberg
— hvad Hall selvfølgelig maatte lægge den største
Vægt paa — heller ikke af noget Brud med Heiberg
skulde føle sig bortstødt fra den Scene, hvor hun
mere end nogen Anden var uerstattelig, men at begge,
baade Heiberg og Frue, fremdeles kunde føle sig
knyttede til den Institution, der skyldte dem saa
meget, og for hvilken de ogsaa fremdeles vilde kunne
være af stor Betydning.