41 / 193
erindrer, kom til at trække noget længe ud, men den var ikke
kedelig. Jeg husker ogsaa den berømmelige „Klatrestang“ , ad
hvilken man kunde lade sig glide fra første Sal ned i Stuen,
saa man ikke behøvede at benytte Trappen. Flere af Frokost
gæsterne prøvede den, da de skulde til at gaa hjem, og slap
forholdsvis godt fra det. Den var jo heldigvis ikke beregnet
til at klatre opad, men kun til at lade sig kure nedad naar
man skulde skynde sig, naar det gjaldt om at redde, hvad
reddes kunde.
„Klatrestangen“ , der altsaa var med fra Begyndelsen, blev
paa en vis Maade symbolsk for hele Redningskorpsets senere
Virksomhed: — Ud af Luerne! ud af det brændende Tog!
— bort fra de nedstyrtende Mure og Skorstene! — ind under
Redningsfalkens skærmende Vinger!
Ja, det maa man da ikke glemme, at det var ved denne Ind
vielse, Direktør Falck fik sit andet Øgenavn. „Jagtfalken“
omdøbtes naturligvis til „Redningsfalken“ , — hvor kunde det
være andet — og dette pragtfulde, i Grunden misundelses
værdige, Tilnavn bar Sophus Falck Resten af sit daadrige Liv
med Ære.
Hvad Redningskorpset senere kom til at betyde ikke alene
for Hovedstaden, men for hele Landet, er det andres Sag at
vurdere, her skal kun nævnes den Betydning, det afgjort fik
for Pressen, en Side af dets Virksomhed, som ikke tidligere
har været omtalt, antagelig fordi den ligger helt udenfor
Korpsets Formaal.
Paa den Tid, da Redningskorpset oprettedes, havde de kø
benhavnske Reportere det ikke godt. Bladenes Efterretnings
væsen var saa daarligt organiseret, at det nærmest beroede
paa rene Tilfældigheder, om et Blad fik en Nyhed med. Avto-
riteterne var tvære, Politiet og de fleste andre offentlige In
stitutioner lukket Land, som det kun med List, Opfindsom
hed og stor Udholdenhed var muligt at bringe brugbare Ny
heder ud fra.
39