43 / 193
danne Situationer var Direktør Falck ogsaa altid den hjælp
somme og forstaaende Mand.
Jeg har mange Gange set ham komme ud af et brændende
Hus, halvkvalt af Røg, tilsølet af nedstyrtende Kalk eller
Sand, slæbende paa et eller andet dyrebart, han i sidste Øje
blik havde reddet ud af Luerne, enten det nu var en Grevinde
i Natdragt, en Papegøje i Bur eller et meget sjældent Ur, og
saa snart han havde sundet sig lidt i den friske Luft, var han
straks parat til at give de tililende Reportere en Forklaring,
et lille interessant Plus, der satte noget af den rigtige Kulør
paa Referaterne, og jeg vil til det sidste bestride, at han
gjorde det af Forfængelighed, dertil var han alt for vant til
at se sit Navn i Bladene, — det var af lutter Hjælpsomhed og
Godhed, ikke mindst overfor de stakkels Avis-Læsere, der
bagefter skulde „nyde“ de mere eller navnlig mindre gode
Referater.
Dette gode Samarbej de mellem Redningskorpset og Pressen
maatte nødvendigvis for andre, hel-offentlige, Institutioner
blive et Eksempel til Efterfølgelse. Maaske bidrog det ogsaa
til at gøre Journalisterne mere fordringsfulde, skønt dette i
Regelen ikke tiltrænges. Naar man blev behandlet saa imøde
kommende og forstaaende af Redningskorpsets Folk, hvorfor
kunde man da ikke blive det hos Politiet, Dommerne, Brand
væsenet, Hospitalslægerne og de mange andre, hvem en Re
porter nødvendigvis daglig maa ulejlige med nærgaaende
Spørgsmaal, ikke af privat Nysgerrighed, men for at tjene det
avislæsende Publikum.
En ny Aand bredte sig virkelig fra Redningskorpsets Sta
tion i Ny Kongensgade til Politistationerne, Domhuset, de
kommunale Kontorer osv., en Opfattelse af den flittige Re
porter som et i det mindste nødvendigt Onde, et uundværligt
Led i en moderne Bys Efterretningsvæsen. Det kulminerede
tilsidst med Indførelsen af den offentlige Retspleje, der stil
41