42 / 193
Direktør Falck, der nu var bleven Leder af en halv-offent-
lig Institution, som var paa Færde Dag og Nat overalt, hvor
der skete noget, kunde have valgt den samme høj fornemme
Tilbagetrukkethed overfor Pressen, hvis han havde villet, og
ingen kunde have krummet et Haar paa hans stærke Hoved
af den Grund, men han saa helt anderledes paa dette end den
Tids Embedsmænd.
Straks Spørgsmaalet kom paa Tale, erklærede han sig enig
med Zola i, at man skal sige alt, for at kende alt, for at hel
brede alt. Naar undtages Selvmord, som de fleste Blade alli
gevel ikke refererede, skulde Redningskorpset ingen Hemme
ligheder have for Reporterne, — og saaledes blev det.
Redningskorpset kunde man ringe til baade Dag og Nat
og fik altid Besked, og, naar noget Større hændte, naar Slotte
brændte, Skibe sank eller Tog løb af Sporet, ringede Red
ningskorpset selv sine Forbindelser blandt Reporterne op og
alarmerede dem, enten det var Dag eller Nat, halede dem
bogstaveligt ud af Sengene og tillod dem ofte at køre med
Udrykningsvognene, saa man undertiden naaede ud til Ulyk
kes- eller Brandstedet, før Politiet og Sprøjterne kom.
Enhver kan sige sig selv, hvad det betyder for et Blads
Læsere, at den, der skal referere en Begivenhed, er paa Plet
ten fra første Begyndelse og med egne Øjne kan følge alt paa
nært Hold, undertiden selv være med til at yde de Tilskade
komne den første Hjælp. Kun ved at arbejde paa denne
Maade er Reporteren i Stand til at give et nogenlunde rigtigt
Referat bygget paa Kendsgerninger. Dette indsaa Direktør
Falck, og mange gode Avis-Referater i københavnske Blade
er bleven til ved en Haandsrækning fra Redningskorpsets
Side.
En stor Ulykke eller Brand er jo et Drama, der sædvanlig
vis spiller gennem flere Timer, saa det kan være nødvendigt
for Reporterne med Mellemrum at telefonere til deres Blade,
hvad de til det givne Øjeblik har skaffet sig at vide. I saa-
40