37 / 652
Forsvundne Gadenavne.
31
et eller andet Steds fra. Hvis virkelig Navneforandringen
havde til Følge, at et helt nyt Publikum, som hidtil
havde skyet denne Gade, nu flyttede derhen, vilde dette
jo betyde en tilsvarende Forringelse af Ejendommene i
de Gader, hvor disse Familier hidtil havde boet. Den
ene Gade maatte betale det, den anden tjente. Afskaf
felsen af de gamle Navne vilde saaledes — stadig under
Forudsætning af, at Grundejernes Forventninger holdt
Stik, — være en Uretfærdighed mod de Grundejere, der
havde købt Ejendomme i de Gader, hvor Priserne alle
rede i Forvejen var tilstrækkelig høje. — Men alt dette
hører man intet om i disse Aar.
Den ældre Tid saa rigtigere paa disse Forhold, —
og maaske dette er Forklaringen paa, at den var saa
meget mere uvillig til at gaa med til disse Navneæn
dringer. Den gamle Borgmester Schæffer mødte i 1841
Grundejernes Beklagelse over, at Støtten paa Ulfeldts
Plads forvoldte dem Afbræk i deres Næring og Husleje-
Indtægter, med den korrekte Betragtning, at de havde
erhvervet deres Ejendomme »med den i Henseende til
Lokaliteten havende Egenskab«, og at de derfor, selv
»med Hensyn til Ejendomsrettens mest udvidede Krav«,
intet havde at besvære sig over. Men denne Betragtnings-
maade var i de forløbne halvhundrede Aar bleven glemt;
og man fejler vist ikke meget ved at antage, at ogsaa
Kommunalbestyrelsen efterhaanden havde tilegnet sig
den Anskuelse, at det i og for sig var en nyttig Ger
ning at virke hen til, at Byens Grunde kom saa højt
som muligt i Pris.
Og dog kunde Forholdene endnu, naar Spørgsmaalet
blev drevet ud i sin yderste Spids, lægge den gamle
Sandhed fra Borgmester SehæfFers Tid saa aabenlyst
frem, at ingen kunde undgaa at se den. Saaledes gik
det Stadskonduktøren i 1889. Da fik han Spørgsmaalet
saa tæt ind paa Livet, at det pludselig viste sig for ham