128 / 795
1 1 6
Otto Mackeprang
og uegennyttig interesse for en kunstnerisk opgaves løs
ning, som hr. Heide her har vist. Man kunne rejse det
spørgsmål, om der er særlig trang til en statue af biskop
Absalon, da København allerede ejer et kunstværk, som
forestiller ham, og da kommunen selv rejser ham en
statue ved portalen til det nye Rådhus. Men ingen kan
bestride, at han har en betydning for staden, til hvilken
han står i et lignende forhold som Jeanne d’Arc til
Frankrig, og man kan være meget tilfreds rned, at der
i nærheden af det sted, hvor den nu så store by har haft
sit udgangspunkt, rejses et betydeligt kunstværk til
minde om ham.
Endvidere fremhævedes det, at det også fortjener på
skønnelse, at giveren med sjæ lden selvopofrelse vil lade
kommunalbestyrelsen have fuldstændig hals- og hånds
ret med hensyn til pladsen, opstillingen, fodstykket
o. s. v. Den således viste tillid synes ikke at burde m is
bruges.
Om fodstykket bemærkedes: Ganske vist er fodstykket
ejendommeligt, idet såvel kernen som det ydre væsent
ligt består af murværk af gamle munkesten. Tanken om
dette fodstykke er ikke blot original, men tiltalende og
passende for den tidsalder, Absalon tilhørte. Og Alfred
Benzon føjede hertil: Hvis man overhovedet ikke må
fravige det fra fædrene nedarvede, kommer man aldrig
videre. Medens alle statuer hidtil har været op stillet på
et granit- eller marmorfundament, vil arkitekt Nyrop
her forsøge at opnå en farvevirkning. Ideen skyldes na
turligvis først og fremmest skønhedshensyn, men den
støttes yderligere ved det om talte hensyn til Absalons
tid. Om end den af stadsarkitekten udtalte tvivl således
ikke virker overbevisende, findes det rigtigst, at dette
spørgsmål, som af magistraten foreslået, hen stilles til
kunstnerens afgørelse.
Medens borgerrepræsentationen med glæde ville slu tte