154 / 795
1 4 2
Otto Mackeprang
lon-rytterstatuen med stor glæde. Af hans „Udskrevne
regnskaber“ fremgår det, at arbejdet påbegyndtes i marts
1899. Som nærmeste forbillede tjener den østrigske bil
ledhugger Anton Fernkorns statue af ærkehertug Carl,
der sejrrigt bekæmpede Napoleon ved Aspern 1809. Her
ser man feltherren på stejlende hest vende sig halvt bag
ud mod sine mænd, idet han løfter fanen som et tegn
på, at nu begynder stormen. Til det voldsomme motiv
af de i luften kæmpende hesteforben svarer hovedets
bratte profilstilling og den halvt sammenrullede løftede
fanes silhouet, hver til sin side.47 Det er dog kun hesten,
Bissen har efterlignet. Den østrigske statue er et ypper
ligt værk. Og det er et mindesmærke så godt som fra
tiden selv. B issen derimod har været henvist til at skabe
et rent fantasiprodukt. Det mærkes unægteligt.
H istorisk korrekt kan man ikke vente, at dette Absa-
lon-monument skal være. Dertil er vor viden om enkelt
heder på Absalons tid for usikker. Fra jordbundsfund
ved vi dog, at man i middelalderen på vore breddegrader
benyttede en lille hesterace, omtrent på størrelse med
nutidens islandske heste, hvis højde varierer mellem 125
og 140 cm. De danske heste var blot lettere bygget, med
mindre kraftige knogler, og de var mere smalpandede.48
Såfremt B issen har været klar herover, har han i hvert
fald ikke kunnet bruge denne oplysning. Thi Absalon
var stor og mægtig af sk ikkelse, det ved vi fra hans grav
i Sorø Kirke, og en sådan sk ikkelse anbragt på en hest
af nævnte art kunne måske nok blive et kuriøst genre
billede, men aldrig et monumentalt værk.
Det voldte i øvrigt kunstneren en del besvær at finde
en hest, som han skønnede værdig til at rides af Absalon,
og som kunne bruges til formålet. Da hesten skulle
stejle, blev det af tekn iske grunde anset for en fordel at
kunne benytte halen som støtte, og det var ikke nogen
let sag at opdrive et dyr, der tog sig ud og sam tidig havde