156 / 795
1 4 4
Otto Mackeprang
figur. Det er en stor og svær bondehingst, med kort og
kraftigt hoved, stærk hals og marvfulde, lodne hen, et
klogt, modigt og rohust dyr. Man har en tydelig fornem
melse af, at kunstneren er kommet til at holde af det.
Smukkest er hovedet, med flyvende pandelok, kastet let
til venstre, øjnene sky og levende. Mindst heldig virker
de noget stive linier i venstre forben. Når resultatet i det
store og hele er blevet så vellykket, tjener det kunstneren
til den største ære.
Rimeligt er det først at have gjort hesten til genstand
for omtale. Det er i overvejende grad den, der fanger
opmærksomheden. Absalon selv synes noget for ubety
delig i forhold til hesten, ikke alene i størrelsen, men og
så i kunstnerisk kraft. Det er, ligesom man ikke får rig
tig fat på mandsskikkelsen, der træder i skyggen for
hesten, gemmes af den. Fuldkommen overbevist om, at
man her har en virkelig stormand for sig, bliver man
ikke. Snarere får man fornemmelsen af at stå over for
en væbner, særdeles kæk, bevares, taget ud af en af
Ingemanns romaner. Den meget lille tomahawklignende
stridsøkse virker nu heller ikke særlig respektindgy
dende.
Og en ridekyndig kunne nok finde et og andet at ind
vende. Absalon sidder ikke som en rytter på sin stej
lende h ingst, men han sidder rolig som på en piedestal.
Hvis det var en øvet rytter, ville han — når hesten stej
ler således — give den tøjlen, og ikke stramme tøjlen.
Men Absalon strækker benene let frem og bøjer over
kroppen let tilbage. Det må i så henseende indrømmes,
at B issen kunstnerisk set har ret. En Absalon, der bøjede
overkroppen frem, lagde de krumme ben tilbage og holdt
sig fast til dyret med schenklerne, ville næppe være for
enelig med forestillingen om en krigsmand af format.
Nu holder hest og rytter for beskuerens øje hinanden i
ligevægt. Det turde være vigtigere end tilvejebringelsen