Absalon på Højbro Plads
165
ville tage sine penge ud af Privatbanken, hvis Brandes
kom på talerstolen.72 Situationen må ikke have været
morsom for bankdirektøren Axel Heide.
Som et plaster på såret må det have virket, da han et
par dage efter afsløringen modtog udnævnelsen til kon
ferensråd. Man læser herom i Ministerialtidende for 1902,
afd. A, s. 914: „Under 2. december er direktør i Privat
banken i København, etatsråd Axel Heide, R. af D., aller-
nådigst udnævnt til konferensråd“. Hans gavmildhed er
i rigt mål kommet det danske samfund til gode. For
uden Absalon-statuen, har han til det offentlige skæn
ket statuen af den unge Oehlenschlæger (Julius Schultz),
afsløret 1897 ved Allégade, fra hvilket sted den en sep
temberdag 1952 blev fjernet for nogle måneder senere
at blive stillet op i Søndermarken for enden af Norske
Allé over for Frederiksberg Slot. Gaver fra ham er endvi
dere statuerne af Vilhelm Marstrand (W. Runeberg) og
H. V. Bissen (V ilhelm B issen ), ved indgangen til Kunst
museet, begge afsløret 1901, og monumentet over A. D.
Jørgensen og Edv. Lembcke „Modersmålet“ (N. Hansen-
Jacobsen) i Skibelund Krat, afsløret 1903.73 Så storslåede
udslag af et godt patriotisk sindelag fortjener påskøn
nelse.
Fik samtiden ikke Georg Brandes’ festtale at høre, så
har efterverdenen den glæde at kunne læse den. Trykt
blev den nemlig og det allerede i Tilskuerens december
hefte 1902, hvor ligeledes Ernst von der Reckes to ube
nyttede festsange tryktes for første gang.74 Det er en
fortræffelig tale til Absalons ære. Som en fanfare virker
indledningen:
„Højt til hest i ungdommelig kækhed og kraft spræn
ger han afsted. Højt løfter han sit hoved over menneske-
sværmen i den store by, han har grundlagt. I sin hånd
vugger han den lille økse, han altid bar i krig, og hvor
med han i fredstid som ægte idrætsmand fældede træer




