176 / 795
1 6 4
Otto Mackeprang
„ordentlig fe st“ den dag. Hukommelsen må
1111
have
spillet den brave skovserkone et puds, for at sige det
på en pæn måde.
Afsløringsdagen den 30. november 1902 faldt nem lig
på en søndag, hvor al handel med fisk i henhold til h el
ligdagsloven af 7. april 1876 var forbudt efter kl. 9 for
middag. Og fest var der ikke nogetsomhelst af. I Politi-
ken for denne dag kunne man i en lille notits med over
skriften „En ind iskretion“ læse: „Sløret for Absalon-
statuen skal efter bestemmelsen falde i formiddag
kl.
91
/
2
“. Mere skete der ikke. Det hele varede kun en
halv snes minutter. Alle aviserne, der i de følgende dage
refererede begivenheden, var enige om, at statuens af
sløring var gået ualm indelig stille af, så stille, at det
næsten syntes påfaldende.
Om den officielle grund hertil er berettet foran. Et
af bladene, Social-Demokraten for den 2. december 1902,
gav dog en helt anden forklaring, så at sige en a fslø
ring efter afsløringen. Her er den: Axel Heide havde
for lang tid siden anmodet professor Georg Brandes om
at tale ved afsløringen. Gejstligheden og andre højere
vedkommende forargedes imidlertid svarligen ved tanken
om Brandes som festtaler ved denne lejlighed. Heide for
søgte forgæves at mægle ved også at bede biskop Skat
Rørdam
0111
at tale over sin forgænger. Biskoppen sagde
nej. Og Heide var da for klog en mand til at ville drive
sin krig igennem, hvorfor højtideligheden blev opgivet.
Stiller man de to forkaringer sammen, og det lader sig
udmærket gøre, kommer man sikkert gådens løsning ret
nær.71
Blandt de „andre højere vedkommende“, som tog for
argelse over, at Georg Brandes skulle have talt, var ingen
ringere end kronprinsesse Louise. Andreas Vinding for
tæller således i sin anekdotefyldte selvbiografi „Sorgløse
tider“, at kronprinsessen ligefrem havde truet med at