184 / 795
1 7 2
Otto Mackeprang
ligt ikke at bringe emnet: „Mågerne“ på bane. Der er
måger over alt i byen.77 Man mærker, at København lig
ger ved vandet. Mågen blev byens fugl, da spurven blev
udsultet af nutidens biler, der ikke som hestene formår
at sprede nærende måltider om sig, højst nogle klatter
benzin, som vel kan spille i regnbuens farver, men ikke
stille en spurvemave tilfreds. Tager mågerne end på
lange togter, er det dog særligt i søernes nærhed, ved
havnen og omkring de gamle kanaler, at de føler sig
hjemme. Med forkærlighed søger de hvilepladser i høj
den. Absalon blev straks budt velkommen i mågernes
kreds. De kappedes om at slå sig ned på hans bronze
hjelm. Og der er stadig rift om hvilepladsen her. I så
høj en grad, at mågerne næsten synes at udgøre en del
af statuen, dens hjelmtegn.
For at vende tilbage til indledningen er det glædeligt
at kunne fastslå, at Absalon-monumentet på dette sted
straks blev accepteret som en stor gevinst for byen. Og
at årene intet har ændret i denne opfattelse. Ikke blot
mågerne har fornøjelse af monumentet, men for køben
havnerne er det blevet et kært træk i byens ansigt. Også
turisterne kan lide dette monument. Få steder i byen
bruges fotografiapparaterne så flittigt som her.78 Den
yndest, som monumentet nyder godt af, må sikkert for
klares ved, at det med historisk baggrund bringer bud
om dansk natur og kunst, således som udtrykt af Val
demar Rørdam i „Sangen om Danmark“ :79
Årtusinder, fra flinten
med de bølgehugne dolke
og bronzealderens lur
til Absalon på plinten
bag torvets blomstermur,
har dansken vidst at tolke
gennem kunsten sin natur.