212 / 795
200
Charles Christensen
gen. Også branden i 1884 skånede den gamle wiener-
barokke perle.
Nr. 2—4.
Om kancellibygningens opførelse og de skiftende byg
mestre herved er der skrevet en del af de forfattere, der
fortrinsvis har arbejdet med det 18. århundredes byg
ningskunst. Der er bevaret en del forslag og tegninger
til bygningen. Overbygningsdirektør v. Platen, der senere
flyttede til Sønderborg, havde sandsynligvis påbegyndt
arbejdet, og generalbygmester C. Ernst fuldførte Kan
celliet.
På billedet fra 1660—66 ser man øst for Boldhuset et
stort anseligt gavlhus, der også var et værk af den fore
tagsomme rentemester Müller. Her har en tid været et
sted, godtfolk kunde logere, og der var bolig for bold
mesteren. Henrik Müller beholdt grunden til 1664, da
den blev overdraget til kronen, der udstykkede den. I 1715
blev den købt tilbage af Frederik IV, og sammen med
Boldhusets grund indgik den i arealet, hvor det nye Kan
celli skulle opføres. Planerne til dette er gengivet i Cen
traladministrationens historie. Tanken om, at man i den
nuværende kælder har anvendt piller og loft fra det op
rindelige Boldhus, kan måske gå langt tilbage, fordi man
i de første tegninger til kælderetagen i Kancelliet havde
tænkt sig tre rækker piller under forhuset; nogle af
disse var måske fra Boldhuset, men der kom kun to
rækker. Det gamle bageri fra Christian IV’s tid, der lå
op til Proviantgården, måtte nedrives;13 nogle af dets
fundamenter kan endnu være til stede i gården ved Kan
celliet; her burde udgraves og bageriets mærkværdig
heder udforskes. Det er tit gentaget, at den store buede
fronton på Den røde Bygning er for tung, og allerede
Thurah slår dette fast i sin beskrivelse; navnlig knuser
den overetagens små vinduer. Thurah var ikke begejstret