180 / 722
166
Knud A. Larsen
talt, er Overensstemmelse med Hensyn til Redskabs-
forraad, kan det anses for nogenlunde givet, at disse
Bopladser er samtidige.
Bopladsen ved Frederiksholm kan saaledes efter
dette dateres til Tiden før Litorinahavets sidste store
Havstigning, og den er senest blevet opgivet, da Vand
standen har naaet dens lavest liggende Del. Efter at
den er blevet forladt, har Havet fortsat sin Stigning
og oversvømmet den helt. En Bekræftelse paa dette
er, at alle Redskaberne viser Omdannelse af Flintens
Overflade foraarsaget af Havvand.
Den lille Gruppe af Redskaber fra yngre Jættestue
tid og Dolktid er, som tidligere omtalt, i Modsætning
til Ertebøllesagerne gennemgaaende upaavirkede af
Havvand, og der kan derfor ikke være Tvivl om, at
de først kan være blevet aflejret paa Øen, efter at
Havet for sidste Gang havde trukket sig tilbage, og et
Stykke Tid var gaaet he.n, til det 3—4 cm tykke, be
skyttende Lag Muld var blevet dannet, som Sagerne
er fundet i.
Da Redskabsforraadet fra yngre Jættestuetid er me
get sparsomt, er der ingen Begrundelse for at antage,
at Stedet har været fast beboet i denne Periode, vi
maa tværtimod kunne drage den Slutning, at Stedet
har været benyttet som Fiskeplads og kun er blevet
besøgt fra Tid til anden.
Helt anderledes er det Billede, vi kan danne os af
Forholdene i Dolktid.
Da Redskabsforraadet fra denne Periode omfatter,
foruden Dolke og Spydspidser, baade Økser, Skive
skrabere, Tværpile, tandede Spydspidser, Pilespidser,
Lerkar og Høstknive, kan der ikke være Tvivl om, at
der paa Stedet maa have været en Boplads. Denne
Periodes faa Bopladsfund er netop kendetegnet ved
et Redskabsforraad af lignende Beskaffenhed. Da