Previous Page  127 / 325 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 127 / 325 Next Page
Page Background

forsamling. Signor S a n d e r trak Forhænget til Side for næste

Sæson: et umaadeligt Pilgrimstog af Publikummere, der kyssede

Pave P i o s Fod, og Pio var Repræsentantskabets første komiske

Kraft og Statholder paa Jorden.

Saa skiftede Billedet. Man var i Roms Kejsertid. Kejser

N e r o, som tillige var Skuespiller, laa paa Landet i Nola i

Kampanien. Rundt omkring var der en Række Villaer, der

tilhørte Reportere, som havde det Hverv at følge den berømte

Skuespillers Liv og ikke tabe ham af Syne et Øjeblik. Til sidst

tog Nero Livet af sig, men det var for sent. En af Reporterne,

der hed Th r i g e , havde allerede interviewet ham.

Nu blev man ført helt ned til Nutiden. Roms Borger­

repræsentanter holdt Møde, og en af dem foreslog, at man

skulde bruge Peterskirken til Forsamlingssal, da det jo ingen

Nytte var til, at det store Rum stod der bare til Gudstjeneste.

"Desuden havde man Kirker nok, og Fæstningen Engelsborg

havde kostet saa mange Penge, at Arbejderne ikke havde Raad

til at hygge dem en Sal selv.

Atter nyt Tableau. Højesteretsadvokat Cicero holdt Tale

i den romerske Husholdningsstore mod C a ti l i n a, som var

Redaktør af et af Roms Blade og havde sammensvoret sig

med en hel Del andre Redaktører om at snyde Cicero for

Profitten. Til sidst nedlagde Cicero Forbud ved Konsulens Foged,

i

og Puk hørte en Stemme, der oplyste ham om, at dette skete

'• i det Aar, da Be r e n d s e n og A m t z e n var Konsuler i Rom.

Cospétto!

Nu kom det skjæve Taarn i Pisa. Puk kjendte

det strax, det var Brandstationens Taarn, der dansede Fandango

rundt om Søen. Paa en Gang forandrede det sig og blev til

T h o r J e n s e n , der dansede Tarantel paa Fregattens Dæk, og

rundt omkring dansedes der Tarantel af en Mængde kjendte

Ansigter: H ø r u p og A n d e r s e n - R o s en d a h 1, H e r m a n

B a n g og A n d e r s e n Ba n g , S e c h e r og Os c a r Ma ds e n,

F e r d i n a n d S c h m i d t og S c h e i b e l e i n . , Puk maatte selv

danse med, enten han vilde eller ikke.

Pludselig kom han til sig selv. Oberon var kommen fra

Kisten, de sad paa Fregatten, og foran dem stod en balv Snes

tømte Foglietter. Saa gik Puk hjem.

Magistraten, som i Aar manglede Evner til at fuldføre

Haveanlægget omkring Mineralogisk Musæum, har dog havt

Raad til at sløjfe en Række Haver ved Østerbros Dossering,

fordi der her skal trænges til en ny Gade. Det kan man kalde

at spare paa Skillingen og lade Van-Daleme gaa.

Svikmøliere. Det forlyder, at Handelsbanken har købt

A l m i n d e l i g h e d e n af Magistraten t i l Magistraten,

in casu

Hr. J a c o b i, som agter at flytte Ladegaarden til den gamle

Almindelighed og den ny Almindelighed til den gamle Lade-

gaard og St. Hans Hospital til den ny Almindelighed, hvor­

efter Bygningerne ved Roskilde indrettes til Sommerbolig for

trætte Mænd i Borgerrepræsentationen.

3 D e n B r æ n d e r e .

Raadhussalen, den gode, gamle, brave

Anledning til saa mangt et lifligt Blund,

Er nu om Stunder kommen rent af Lave,

Fordi her brages ganske lystig Muud;

Snart spørges her om Blegdamshospitalet,

Hvis Sygepleje bliver sort afmalet,

Og snart i Blød man lægger Hjæruekassen

Om Kolera og Folk, som laver Gassen.

ft

Et frihedssindet Hjerte vel maa grue,

Og en »Rød« kan nok sig ærgre grøn og gul,

Formedelst man kan ikke gjøre Skrue

Paa Byens Gasværk, naar vi holder Jul.

Et saadant Tyranni er rent forbandet

For dem, der vil ha’e Lys over Landet,

Og derfor syntes ogsaa Maler J en s en ,

At her gik Magistraten over Grænsen.

Han paastod, det var evig Jammerskade,

At vi paa Stadens Gaskogeri

Har intet Filial af Rømersgade,

For det kan dog Borgmest’ren inte li’ø.

Og det er Brud paa Grundlovens Mening,

At her maa ikke stiftes en Forening,

Der paata’er sig at sørge for Udklækkelse

Af den »normale« Arbejdsnedlæggelse.

Men 0 lig a a r d replicerede med Styrke,

At det er intet heldigt Fænomen,

Naar man skal trækkes med ægyptisk Mørke

Yed Nat i Nordens klassiske Athen,

Og man i Mulmet skal sin Gerning røgte

Yed Hjælp af R ø m e r s g a d e s røde Lygte,

Som giver dog et noget mere slet Lys

End de bekjendte tretten Spermacetlys.

Og da det saa gik op for samme Maler,

At Gangen kunde ogsaa blive slem

For en og anden socialistisk Taler,

Naar kun hans Næse lyste ham hjem,

Nedstemte højst fredsommelig han Tonen,

Og hermed slutted’ Interpellationen,

Som gjorde dog lidt Gavn ved at belyse dem,

Der med en Bergefisk maa la’e sig lyse hjem.