forsamling. Signor S a n d e r trak Forhænget til Side for næste
Sæson: et umaadeligt Pilgrimstog af Publikummere, der kyssede
Pave P i o s Fod, og Pio var Repræsentantskabets første komiske
Kraft og Statholder paa Jorden.
Saa skiftede Billedet. Man var i Roms Kejsertid. Kejser
N e r o, som tillige var Skuespiller, laa paa Landet i Nola i
Kampanien. Rundt omkring var der en Række Villaer, der
tilhørte Reportere, som havde det Hverv at følge den berømte
Skuespillers Liv og ikke tabe ham af Syne et Øjeblik. Til sidst
tog Nero Livet af sig, men det var for sent. En af Reporterne,
der hed Th r i g e , havde allerede interviewet ham.
Nu blev man ført helt ned til Nutiden. Roms Borger
repræsentanter holdt Møde, og en af dem foreslog, at man
skulde bruge Peterskirken til Forsamlingssal, da det jo ingen
Nytte var til, at det store Rum stod der bare til Gudstjeneste.
"Desuden havde man Kirker nok, og Fæstningen Engelsborg
havde kostet saa mange Penge, at Arbejderne ikke havde Raad
til at hygge dem en Sal selv.
Atter nyt Tableau. Højesteretsadvokat Cicero holdt Tale
i den romerske Husholdningsstore mod C a ti l i n a, som var
Redaktør af et af Roms Blade og havde sammensvoret sig
med en hel Del andre Redaktører om at snyde Cicero for
Profitten. Til sidst nedlagde Cicero Forbud ved Konsulens Foged,
i
og Puk hørte en Stemme, der oplyste ham om, at dette skete
'• i det Aar, da Be r e n d s e n og A m t z e n var Konsuler i Rom.
Cospétto!
Nu kom det skjæve Taarn i Pisa. Puk kjendte
det strax, det var Brandstationens Taarn, der dansede Fandango
rundt om Søen. Paa en Gang forandrede det sig og blev til
T h o r J e n s e n , der dansede Tarantel paa Fregattens Dæk, og
rundt omkring dansedes der Tarantel af en Mængde kjendte
Ansigter: H ø r u p og A n d e r s e n - R o s en d a h 1, H e r m a n
B a n g og A n d e r s e n Ba n g , S e c h e r og Os c a r Ma ds e n,
F e r d i n a n d S c h m i d t og S c h e i b e l e i n . , Puk maatte selv
danse med, enten han vilde eller ikke.
Pludselig kom han til sig selv. Oberon var kommen fra
Kisten, de sad paa Fregatten, og foran dem stod en balv Snes
tømte Foglietter. Saa gik Puk hjem.
Magistraten, som i Aar manglede Evner til at fuldføre
Haveanlægget omkring Mineralogisk Musæum, har dog havt
Raad til at sløjfe en Række Haver ved Østerbros Dossering,
fordi der her skal trænges til en ny Gade. Det kan man kalde
at spare paa Skillingen og lade Van-Daleme gaa.
Svikmøliere. Det forlyder, at Handelsbanken har købt
A l m i n d e l i g h e d e n af Magistraten t i l Magistraten,
in casu
Hr. J a c o b i, som agter at flytte Ladegaarden til den gamle
Almindelighed og den ny Almindelighed til den gamle Lade-
gaard og St. Hans Hospital til den ny Almindelighed, hvor
efter Bygningerne ved Roskilde indrettes til Sommerbolig for
trætte Mænd i Borgerrepræsentationen.
3 D e n B r æ n d e r e .
Raadhussalen, den gode, gamle, brave
Anledning til saa mangt et lifligt Blund,
Er nu om Stunder kommen rent af Lave,
Fordi her brages ganske lystig Muud;
Snart spørges her om Blegdamshospitalet,
Hvis Sygepleje bliver sort afmalet,
Og snart i Blød man lægger Hjæruekassen
Om Kolera og Folk, som laver Gassen.
ft
Et frihedssindet Hjerte vel maa grue,
Og en »Rød« kan nok sig ærgre grøn og gul,
Formedelst man kan ikke gjøre Skrue
Paa Byens Gasværk, naar vi holder Jul.
Et saadant Tyranni er rent forbandet
For dem, der vil ha’e Lys over Landet,
Og derfor syntes ogsaa Maler J en s en ,
At her gik Magistraten over Grænsen.
Han paastod, det var evig Jammerskade,
At vi paa Stadens Gaskogeri
Har intet Filial af Rømersgade,
For det kan dog Borgmest’ren inte li’ø.
Og det er Brud paa Grundlovens Mening,
At her maa ikke stiftes en Forening,
Der paata’er sig at sørge for Udklækkelse
Af den »normale« Arbejdsnedlæggelse.
Men 0 lig a a r d replicerede med Styrke,
At det er intet heldigt Fænomen,
Naar man skal trækkes med ægyptisk Mørke
Yed Nat i Nordens klassiske Athen,
Og man i Mulmet skal sin Gerning røgte
Yed Hjælp af R ø m e r s g a d e s røde Lygte,
Som giver dog et noget mere slet Lys
End de bekjendte tretten Spermacetlys.
Og da det saa gik op for samme Maler,
At Gangen kunde ogsaa blive slem
For en og anden socialistisk Taler,
Naar kun hans Næse lyste ham hjem,
Nedstemte højst fredsommelig han Tonen,
Og hermed slutted’ Interpellationen,
Som gjorde dog lidt Gavn ved at belyse dem,
Der med en Bergefisk maa la’e sig lyse hjem.