130 / 325
U d paa Græs, paa Græs, paa Græs som glade Feriegjæster!
Ud til Tykmælk og Spinat, til Høst og landlige Fester!
Alle Folk flygter bort nu fra Byen,
Hvis de har Raad og kan komme bort,
Kysten fra Humlebæk til »Paraplyen«
Er alt af Villabeboere sort.
Har man det ej, kan saagu’ man
Ogsaa i Skoven gaa.
Der var nu gamle S c h u m a n n ,
Dør nok sagde som saa:
Ud
paa
Græs, paa Græs, paa Græs — til Klampenborg-Løbet,
Jeg forstaar mig dog paa das og tjener lidt
Odds
i Kjøbet.
Oppe i N o r g e maa man sig plage
Ligesom her med Sorger for Ko r e n ,
Mon de har faaet B j ø r n s on tilbage,
Og er han stadig lige forsoren?
Eller har han paa Landet
Sig hos H e g e l forlagt,
Gaar i Skovshoved i Vandet
Og har sig Norge frasagt?
Nej, han
gaar paa Græs, paa Græs, paa Græs i Ba j e r s Bede,
Herre
Gud, kan F r e d e B a j e r ikke sin Freds-Sag frede.
Nys i P a r i s var nær nok gaaet
Republikøn alt Kjødets Gang,
I Raseri man nær havde flaaet
Først D u p u y og saa H e r m a n Ba ng !
Nu
man det dementerer:
Det var bare Kommers,
Ingen revolutionnerer,
Er af Loven paa Tværs.
Det
var
kun Kongres, Kongres af Kunstnere og Studenter,
Som
for
Løjer med Betjente højst en Skalle sig henter.
Selv om Godtfolk paa S t o r e s er gale,
Skulde de nu la’ den ligge i Ro.
Med uanmodet trøstefuld Tale
Advokat N e l l e m a n n jorded’ den jo.
Ti e t g e n oppe ved Dovre
Nyder Landlivets Fred,
Hører, at Bygen er ovre,
Smiler stille derved:
Det var
græsse-, græsse-, græsse-, græsselig med den Store,
Naa, men derfor kan man dog vel nok sig i Ferien more.
Til Lukningsspørgsmaalet. Repræsentanterne paa Nytorv
begynder at lukke sig inde. Først lukkede de Dørene for det
mere almindelige Hus i Amaliegade, dernæst for Ingeniør
H a m m e r i c h og endelig for Københavns Banegaard; naar
Byens aabne Pladser skal behandles, saa lukkes der vel ogsaa
for dem. Men maatte man saa ikke hellere lukke hele Butiken?
»Hvad man ikke har i Hovedet, maa man have i Benene«,
sagde J e n s B u s k , han reddede sit »Ben« i Husmands-
kreditforeningen.
Sko rstensfejerens Klage.
Kjære, højstærede Hr. P u k !
Jeg er kun en jævn Skorstensfejersvend,
men jeg er bleven behandlet med sort Uret
færdighed, og saa veed jeg, at De ikke vil nægte
mig Anbringelse af et Klagemaal i Deres
illustrerede Spalter.
Det er mig, der fejer i Koncertpalæet, og
ingen skal komme og fortælle, at deres
Kakkelovn ryger, naar jeg har pustet den ud.
Men saa er det, jeg forleden gaar ned i
Koncertskorstenen og faar mig en større
Forskrækkelse. Jeg syntes jo nok, at der lugtede ualmindelig
r ø g e t og s v e d e n t den Dag, men jeg tænkte, det kom af, at
der var Storesbegravelse i Huset, og en Smule Liglugt kunde
der jo nemt smutte igjennenr Rørene. Det har dog ikke været
Ligbegængelsen alene, jeg kunde mærke; for i Bunden af
Skorstenen sad der en l e v e n d e Ne g e r , som jeg i min
Profession gik lige ned i Hovedet paa. Jeg spurgte ham med
et vist Eftertryk, hvor Fanden det kunde falde saadan en
Zulukafferhottentotblæksnude ind at gaa ordentlige Folk i
Bedene og Næringen, og om han kunde fremvise Skorstens
lærebrev. Nej, han undskyldte sig jo ; det var ellers ikke hans
Haandtering at feje Skorstene, men han var bleven smidt ned
ad Trapperne, da han skulde ind og høre N e l l e m a n n skælde
S e c h e r ud, og saa var han kravlet op paa Taget, hvor han
et Øjeblik nød Udsigten fra Trekroner til Kronborg, og havde
derpaa ladet sig dumpe ned i Skorstenen, hvor han nu sad
og lurede sig et Referat til. Jeg var jo ikke tilfreds med den
Forklaring, men hvad skulde jeg stille an med Fyren andet
end at lade ham sidde. Feje ham ud gjennem et Kakkelovns
rør kunde jeg ikke formedelst hans Hovedform, og at trække
saadan en Hertug ved Haarene helt op af en lang Koncert
skersten er noget, der ligger aldeles udenfor Skorstensfejerfaget.
Nu skulde jeg endda ikke have gjort videre Vrøvl, naar
det ikke havde været for Stines Skyld. Stine er Køkkenpige i
Koncerten, maa De vide, og en rigtig yndig og fremkommelig
Pige, men nu har hun vendt mig Ryggen, fordi hun ventede
mig forgæves i Køkkenet den Dag. Jeg har prøvet at bøje
hendes Hjærte ved at sige, som det var, at der sad en Neger-
prop i Komfurhullet og spærrede Vejen, men hun siger, at det