135 / 325
jæ’ ittø ka udøve, naar a’ di ta’er min Medhjælp fra me’, aa’
oven i Køvet miste mit Levebrød?
K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Næ, ded æ’ der s’gu itte noved i. Aa hves a’
den Lov itte bli’er forandret, saa sla’r jæ’ me’ paa Oppesisjonen.
K r i s t e n . Ja, ded ka’ der vel itte være noved te’
Hinder faa!
Mads. Nej, faa’ jæ har en Mistanke om, a’ ded kommer
a’ Millitarismussen aa' Køvenhavns Befæsning. Ded æ derte’,
a’ di bruger Fulkets Penge, aa’ saa naar di itte ka’ faa flere
paa anden Maade, saa ta’r di di mere fremravendes Mænds
Levebrød fra dem.
K r i s t e n . Trovr Du de, a’ ded æ Meningen, a’ hun
sku’ pragtesere te’ Fordel faa’ Befæsningen?
Mads. Ja, man ka’ s’gu itte vide, hva’ di ka finde paa.
Naar a’ jæ’ maatte raade, saa sku’ der oprettes Statsunder-
støtteiser aa’ Rejsestappendiummer faa’ vidderekomne Jormor-
mænd, men naar saa Staten ve’ støtte Yidenskaverne aa’ di
skjønne Kunster, saa gi’er di Strappendiummerne te’ noven
Umulihedder. Aa’ saa ska’ di ovven i Kjøvet forfølle En faa’
sin Overbevisnings Skyld.
K r i s t e n . Har Du da noven Overbevisning, Mads?
Mads. Ja, gu’ har jæ’ saa. Aa min Overbevisning æ’, a’
hves itte a’ di la’er Jormorerne gaa, saa ka’ di li’ saa godt
sitte Jormormændene paa Pendsion mæ’ ded samme.
K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Ma ds . Ja, men saa æ Loven skidt. Aa’ saa gaar jæ’
te’ Oppesisjonen. Faa' jæ ve s’gu itte betale deres Vater-
kotteletter.
K r i s t e n . Hva’ æ ded faa’ noved?
Mads. Ja, ded ve’ jæ s’gu itte. Men jæ’ æ’ telbøjeli’
te’ aa’ tro, a’ ded æ’ en Slavs flydende Forter, der hører mæ’
te’ Befæsningen, som ingen fiisindet Mand ka’ stemme faa’.
K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Mads. Ja, men hves itte di la’er Jordmoren komme yd,
saa gaar jæ ’ aldrig ind paa dom, Pungtuin!
K r i s t e n . Ded ka’ der være noved i.
Endelig
! For at imødekomme Beværternes Andragende skal
Borgmester H a n s e n have i Sinde at benytte Helligaandskapellets
&J
Eestavration til et Nattesæde for værdige trængende Kapellaner,
hvor tillige Begravelsesvæseneme kan faa deres Gravøl uden
først at skulle løse Borgerskab som Gjæstgivere.
Fra talrige Landbosogne
har Magistraten faaet Anmodning
om at lade Nattog afgaa til Bedste for vor Landhusholdning
med Udbyttet af den kommunale Vandhusholdning. Herpaa
skal Magistraten have givet det imødekommende Svar, at den
skulde se, hvad den kunde gjøre. Og saa paastaar endda
Agrarerne, at man i Kjøbenhavn ikke vil gjøre noget for
Landbruget!
Den ærlige Freds-Mægler.
Oom Gud og Hvermand forhaabentlig veed,
Var Mor s en Fare for Verdens Fred;
Deroppe leved’ en Samling fæle
Mordlystnø og kampbegjærlige Sjæle,
Som ikkun i Næstens Hjerteblod
Til Frokost og Middag fugtede Ganen;
Her oppe det var jo, at Slaget stod,
Hvor stakkels J e n s Bus k , trods alt sit Mod
Dog maatte »laagte te Taalepahnen«.
Et Blodhundeliv af den Natur
Dybt smerted’ enhver, som i Norden duer,
Og B j ø r n s t j e r n e Bj ør ns on, hin store Digter
Og trofaste Ven af Freden — og R i c h t e r ,
Beslutted’ til sidst at hjemsøge Mors
Og blødgjøre Sindene med sine Taler.
Paa norsk-arabisk bemærked han: »Kors,
Jeg skal dog lære de jydske Hore,
Hvordan en glad Gut forandrer Signaler!«.
Saa prated’ han om en grum Politik,
Om Kæmpehøje og Vikingeskik,
Om Havet og Plantninger ude paa Heden
Og mixed’ det hele sammen med »Freden«.
Til Slut sin rørte Menighed
Han gav en Løftelse ved Forkyndelsen,
At der kunde skabes en evig Fred;
Sel\TFrankrig og Tyskland til Afvæbning skred,
Hvis bare paa Mors man gjorde Begyndelsen.
Strax B j ø r n s o n s vederhæftige Ord
Afvæbned’ de grummeste Morsingboer,
Der slutted paa Grund af Fraseflommen
Selv Fred med »Manden med Slesvig i Lommen«
Saa nu kan hver Skrønemager gø,
Ja hoste paa deres Kæmpehøje;
Krigsgalskaben lagde sig brat til at dø,
Maaske selv J e n s B u s k kunde slippe for Klø,
Hvis atter han vovede her sin Trøje.