138 / 325
&
N a ar snart man om i Regnvejr trisser
Og snart man smelter stille hen,
Naar Køer rundt om »Hesten« bisser
Og stikker selve Slagteren,
Naar Frankrig saadan gjør Skandale
I Siamesernes Terræn,
Og Norges Nordmænd holder Dvale
Og lægger Konsul-Sagen hen —
Saa er vi i Hundedagene.
Naar til en Dreng i Cirkus S c h u m a n n
O l s c h a n s k y bliver heldig Fa’er,
Og S e c h e r ingen Interview-Mand
Olscliansky
junior
fritte la’er,
Og naar saa tilmed samme Secher,
Hvis Kjæphest er Diplomatik,
Den Nyhed anser ej for lækker,
At en Gesandt en Tur sig gik —
Saa er vi i Hundedagene.
Naar Landet over hver en Landmand
Maa ynksomst raabe Ak og Ve,
Fordi, at faar ej Spor af Vand man,
Saa gaar hans Høst i Hundene,
Og Tivoli saa Fester laver
Til Trøst for Tørkens Tugtens Ris,
Hvorved man i Galoscher traver,
Mens Regnen øser spandevis —
Saa er vi i Hundedagene.
Naar rundt omkring ved Landets Kyster
Fru W i e h e og C h r i s t o f f e r s e n
Ej mer Provinserne forlyster, .
Men stille har hængt Lyren hen,
Og naar saa her to-tre Revuer
Et Konkurrence-Ridt sig ta’er,
Og Folk ej tyve Grader skyer,
Men skikkelig sig smelte la’er —
Saa er vi i Hundedagene.
Naar Magistraten ilter bliver
Formedelst vor Renovation,
Og Waterclosets gavmild giver
Mod hundred Kroners Provision,
Saa Maler J e n s e n maa dem kvæde
Den Vise: en Kapitalist
Bør dog ej have Gang og Sæde
Fremfor en stakkels Socialist —
Saa er vi i Hundedagene.
En Indsigelse.
Det har ligegodt ærgret mig
morderligt at læse i Ferslews
Aviser de mange Anbefalinger
for Blegdamshospitalet, som de
optager i denne Tid bare for at
gjøre Reklame for Anstalten
og skaffe den Søgning fra god
troende Publikummere, som saa
flytter derind i den Tro, at de
faar det saa dejligt derinde.
Til Skræk og Advarsel for ligesindede skal jeg oplyse, hvordan
jeg blev behandlet, da jeg kom derind for nogen Tid siden.
En Aften, som jeg bedst havde givet et Nummer i
Børstenbindernes Sangforening, hvor jeg er første Tenor,
mærkede jeg pludselig, at nogle af Tonerne blev siddende
fast i Halsen og det var mig umuligt at faa dem løse, skjønt
jeg prøvede paa at skylle dem ned med forskjellige større og
mindre flydende Gjenstande.
Jeg hentede en Læge, som erklærede, at det var Difteritik,
jeg havde faaet, det vil sige, det var i den forkerte Hals, og
han raadede mig til strax at lægge mig ind paa Blegdammen,
ellers vilde jeg snart være om en Hals. Hvad gjør man ikke
for at redde Halsen? Jeg lagde mig altsaa derind.
Men jeg vil aldrig smage en Toddy mere, hvis jeg gjør
det oftere! Sikken en Behandling, de bød mig! Først var der
ikke en eneste Keglebane eller andre almindelige Livs
fornødenheder at opdrive, og saa sikke Drikkevarer de trakterede
med! Noget elendigt Sprøjt, som de maatte give Kunderne
ind med Skeer, ellers var det ikke muligt at faa det i dem.
Jeg vilde naturligvis ikke lade mig byde det Traktemang og
rekvirerede noget gammel Rom eller Hennesy, men tror De,
at jeg fik det? Alt det Yrøvl jeg gjorde, og alt det jeg truede
med at sætte dem i »Aftenbladet« og give dem nogle Klø, hjalp
ikke mere, end om man slog Yand paa Redaktøren af »Dannebrog«.
Og saa var der ikke Spor af Orden i Knejpen. Jeg hørte
saaledes en Dag en af Dokterne spørge en Sygeplejerske:
De har vel igjen givet den gale Patient det, jeg skrev op for
ham? Det beviser, at hun .maa være vant til at give Medicinen
til forkerte Patienter, og hvad kan den saa hjælpe!
Ikke en Gang en Portnøgle fik man til Laans, saa det var
mig ikke muligt at komme ud til mine gamle Kjærester og
slaa en Sludder af med dem efter Klokken 10 Aften!