142 / 325
(kJ
I r,r e d - s f b r s t 3 7 T r e t -
iN u havde dog B j ø r n s t j e r n e gjort sit bedste
Og præket for Øster- og Yesterjyder,
At de skulde elske fromt deres Næste
Og slaa sig til Ro paa Fredens Dyder;
Hvis ikkun vi leved for vore Gryder,
Saa kunde man mer end bare formode,
At der blev holdt Fred paa den ganske Klode.
Der er dog ved disse Freds-Hypotheser
En Hage, til Trods for B j ø r n s o n og B a y e r ;
I hvert Fald finder en Siameser
Dem lovlig lette, naar han dem vejer;
Det samme paastaar en Dahomeyer,
Saasom i Aar af Lebelgeværet
De blev med en fransk Visit beæret.
138
Besynderlig nok, at den Fredsagitator,
Som virked’ for »Saken« blandt Mo r s ø s Bønder,
Mens Krigens graadige Alligator
Husered’ blandt Frankrigs og Siams Sønner,
Som Vogter for Freden slet ikke skjønner,
Han just burde løfte Ideens Fane
Højt mellem S i a m og G a l l i e n s Hane.
De dejligste Fredsadresser man vedta’er
Her, hvor der er Fred og ingen Fare;
Men, hvor der er Fare og ingen Fred, ta’er
For den Slags Sport man sig vel i Vare,
Skjønt det er en Fredsmission at forsvare
Den kjære Fred, hvor den voldelig krænkes,
Og ikke, hvor gjæstfrit den Husly skjænkes.
— I B j ø r n s on en Præstenatur man kjender:
Han holder de velærværdigste Taler
Kun der, hvor paa »Kaldet« han Mammon tjener
Men til Missionær iblandt Kannibaler
Sit Jeg han aldrig dog anbefaler;
Han nøjes med i sin Sognekirke
Mod Menneskeæderiet at virke.
Nu præker han altsaa i Fredens Tempel,
At, naar vi paa vore Gader og Stræder
Begynder at give det gode Exempel
For hver en ugudelig Menneskeæder,
Han strax med en anden Smag os glæder;
Et Dogme, der baade for Kannibaler
Og Præster særdeles godt sig betaler.
Theater-Betragtnin ger.
Wiesbaden, Juli.
»Kammerherre!« sagde jeg for
leden Dag, da vi sad og sludrede
i Kursalen, »jeg troer, Edvard
har skrevet noget om os.« —
»Edvard?« sagde Kammerherren,
»hvilken Edvard?« — »Vores
egen, den rigtige gamle Edvard fra
Integade, eller jeg skal aldrig
forlange en Skaal Brønd-Mælkevand mere.« — »Det kommer
af Varmen,« sagde Kammerherren; »hvor meget?« — »Ti
»Politiker« fulde,« sagde jeg. Saa gik Kammerherren ind og fik
sig noget køligt.
Men maa jeg nu spørge Edvard, om han selv synes, at
han hærer sig affabelt ad. Her ligger vi og skal pleje vores
Sundhed, se at faa lidt Marv i Halerne og lidt Stivelse i
Knurhaarene ovenpaa den anstrængende Sæson, ogsaa gaar h an
hen og spolerer hele Glæden for os.
Men jeg sagde det til Kammerherren den Gang, da Edvard
blev uens med Professoren i Jernbanegade for Professorindens
Skyld. »Kammerherre!« sagde jeg, »De skal se, nu har vi
ham igjen. Nu troede vi, at han var godt og vel forvaret
ved Dagmar, men man har saamænd aldrig Fred længere, end
Ens Nabo vil. De skal se, han skriver sin aarlige i Hunde
dagene, naar vi skal ligge paa Landet i Wiesbaden. Han
stryger os mod Haarene, gjør han. Og det er altsammen for
' denne B e h r e n s’s Skyld.« — »Har denne Behrens da ikke
skrevet noget, vi kan spille?« sagde Kammerherren. Men det
var der jo ikke Tale om.
»Vi giver ham »Don Ranudo« med S
c
h r a m,« sagde Kammer
herren. »Schram er jo gammel nok til den Rolle.« — »Forslaar
ikke, Kammerherre, han maa ha-*e noget frisindet.« — »Saa giver
vi ham den lille H e i b e r g s Stykke; Heiberg er Nordmand,
Heiberg er frisindet, og, er Edvard ikke tilfreds endda, &aa har
Heiberg en Kone, som vi kan faa herned og spille som Gjæst.
VS>