178 / 325
174
—
^ s-n sN
H ov ed s trøm n ing e r paa Asfalten.
W
fij~
LS
tJ\
Folk har moret sig i Thule
I det gode Sommervejr,
Skjønt det ikke la’er sig skjule,
Tørken har huseret her;
Derfor, kan man vel forstaa,
Faar vi Russen ovenpaa.
Kejseren igjen er landet
Og vor Toldbod har passert,
Hvor han fik en hel Del andet
End en Toldkrig proklamert,
Skjønt han ligegodt fornam,
At vi særlig skatter ham.
Stolt paa hele Strøget vajer
Danmarks »gamle Munkeklud«;
Ikkun »
Politiken
« ejer
Ingen Ting at hænge ud,
Lov den vilde hare ha’e
Til at klippe Hjørner a’.
Selv paa Ama’er store Planer
Blev der ruget ud til Jagt
Paa vor Kongelunds Fasaner,
Som saa mange Æg har lagt,
At man den Udrugnings-Sport
Gav Kalkuner paa Akkord.
Saadant H ø r u p inte nænner,
Skjønt kalkunsk er ellers nok
Hans Organ, hvor bare »Ænder«
Daglig ruges ud i Flok,
Og de Gæs, man her begik,
Aldrig Gaaseøjne fik.
Bladet har, Skam, Grund at gyse
Blandt
die dummen Ddnen
, hvor
Man endogsaa til Gemyse
Russiske Grønærter faar,
Og hvor knap den hvide Czar
Er for Mængden Kaviar.
Lille E d v a r d dog og Bro’eren
Synger højt i »dette land«:
Noch ist Polen nicht verloren
Og den polske Ægtestand,
Som til Omkvæd de 9n slet
Leder gi’er om »Hjertets Ret«.
Danefæ.
Under Restavrationen af Raadhusets Forsal stødte
Arbejderne paa eh mærkelig formet Kolos, dækket af Aar-
hundreders Støv. Man gættede straks paa den fra Rhodos,
men ved den foretagne sagkyndige Undersøgelse kom til al
mindelig Overraskelse en ældre sjællandsk Bisp for Dagen.
Hans Højærværdighed blev strax inviteret paa en Omgang i
Kalkeballen.
Magistraten som Farvedigter.
Kjøbenhavns Lygtepæle bliver
i denne Tid malet graa for at kunne harmonere med Gade
belysningen.
og fik os en lille Passiar.
W
T h e a te rk a tten sp inde r
s a a sma a t .
Kammerherren og jeg er
kommet tilbage.
Yi føler os
helt forfriskede i Halerøddeme
baade af Wiesbaden og af Paris.
Og nu fanger vi an igjen. Yi
sidder oppe paa Kontoret hver
Dag og spinder begge to af
Yelbehag over at være kommet
i de gamle Folder igjen.
Forleden Aften sad vi saadan
Yi havde haft Em i l o g L e h ma n n
til The for at passiare lidt med dem om Planerne for Sæsonen,
saasom Repertoireliste, Personlister og Upasseligbeds-Lister, og
nu sad vi altsaa fortrolig sammen.
Kammerherren snoede
sine Knurhaar, og jeg havde travlt med min Halespids.
»Naa, Kammerherre,« siger jeg, »Holberg og Oehlenchlager
—hvad? Bedst at faa de gamle Sager til en Side med det samme.«
— »Yæringerne«, siger han, »Don Ranudo« tror jeg næsten
ogsaa. Emil har for Resten skrevet det op. Men sig mig,
mon dier,
hvordan staar det til ude paa disse—disse
Second-
Theatre? Behøver man at befrygte nogen
coneurrence
i denne
saison?«
»Det skal jeg sige Kammerherren«, sagdø jeg. »Jeg har
her nedskrevet en egenpotig Oversigt over disse saakaldte
Theatres Planer, som jeg herved har den Ære at overrække
Kammerherren.«
Og jeg overrakte ham derpaa følgende
\9
Y i sel v.
Oversigt.
Stor Direktør, stor Primadonna. Lidt af det