286 / 325
Evne eller Villie?
i
Folkets Kammer, desværre, har
Fristet en Skæbne udén Lige,
Og hvad som Skæbnen det beskar,
Mægte;!/ det ikke at undvige:
Enten det arbejded' eller Lod vær’,
Var det med Udbytte lige nær!
Forhen det »visned’«, saa det var en Gru,
Ku har det fuldt op af Arbejdsiver;
Men, trods hin Forskjel paa før og nu,
Resultatet bestandig bliver,
Enten det driver den af eller ej:
Wenig Wolle
og
viel Geschrei.
I dets normale Arbejdsdag
Tærsker det Langhalm paa alle Materier,
Ovenpaa ta’er det i Ro og Mag
Tirsdag og Fredag diverse Ferier;
Holdes her Taler eller blot Mund,
Facit
er altid et hyggeligt Blund.
Enten en Ordfører ta’er den med Ro,
Eller han koger over som Gejser,
Magter han ikke at slaa nogen Bro
Over Konflikten, saa enten han rejser
En Diskussion eller kun rejser hjem,
Udsigten er saamænd lige slem.
Sikkert her er noget muggent ved
Maaden at læge de slagne Saar paa
I den »forhandlende« Menighed
Ude hos Hø g s b r o ; thi enten den staar paa
»Skin-Forhandling« eller »loyal«,
Aldrig her tømmes en Fredspokal.
Medens Sessionen gold og trist
Frem sig fra Maaned til Maaned snegl er
Viser F i n a n s l o v e n sig til sidst
Ret som en Pudelhund i et Spil Kegler.
Om den er langhaaret eller barbert,
Samlingen ender lige forkert.
Heldigvis kan det ikke stort
Folkets Behov i Længden genere;
Har Folkekammeret ingen Ting gjort,
Saa er der andre, der gjør des mere.
Smelter det sammen, — skilles det ad,
Er man for den Sags Skyld lige glad.
Omfornødenhed ikke fornøden.
Blandt de Fornødenheder,
der paahvilede de Od e n s e Agrargeneraler, var det fra først af
det ene Fornødne at betragte en Fornødenhedsskat som en
Omfornødenhed, men, under Mødet fandtes det fornødent at
gjøre Omfornødenlieden om til en Fornødenhed, hvad næppe
alle vil finde fornødent.
L
Byraadsmøde.
Til Forhandling var Spørgs-
maalet om Anskaffelse af en
ny Vejrfløj til Kirketaarnet.
B o r g m e s t e r e n maatte anse
det som et Spørgmaal af vidt
rækkende social Betydning, at
man altid kunde se, hvorfra
Vinden blæste. Naar han bragte
dette Forslag frem, var det
derfor ikke tomt Vindmageri,
men fordi han mente, at Raadet
ogsaa. maatte lægge Vind paa
højere Hensyn, og saavidt han paa Forhaand kunde vejre
Stemningen, var den ogsaa i det rigtige Hjørne.
Boghandler G u s t a v s e n var bare ‘bange for Konse
kvenserne. Kom der nu en ny Vejrfløj paa det gamle Spir,
vilde det let kunne tage sig afstikkende ud; man maatte saa
have et nyt Spir til den nye Vejrfløj, men, naar man først
var saa vidt, kom man snart til det Punkt, at man maatte
have en ny Kirke til det nye Spir, og naar man først
begyndte at bygge Kirken, kunde man let føle sig fristet til
at hygge flere. Naar man saa havde faaet de nye Kirker,
var Spiret maaske imidlertid blevet gammelt, og saa maatte
man igjen have en nyVejrfløj, hvormed atter fulgte nyt Spir,
ny Kirke, flere nyeKirker, flere ny Vejrfløje. Det vilde med
føre Udgifter, som Kommunen ikke kunde hære.
Kjøbmand L u mb e r g var en Gang i Udlandet kommen
for sent til et Jernbanetog, fordi hans Ur i saa Henseende
ikke gik ganske korrekt. • Muligvis var Grunden i saa Hen
A