291 / 325
r
mere løs i Filten end nu — men alligevel skrev jeg ikke i
»
Dannebrog
«. Siden derimod blev jeg en højt skattet Med
arbejder ved »
Berlingslce
«.
Men det var heller ikke det, jeg vilde fortælle.
Det var Lybæk. Det laa, hvor det plejede at ligge, og
jeg havde en Taske, indeholdende en pjaltet Kongekaabe, 1
Krone og et Spiger til at hænge min Hat paa, som jeg vilde,
samt mine udødelige Manuskripter. I Lommen havde jeg
formodentlig ingen Portemonnæ, thi jeg havde været udenlands.
Min Taske var allerede om Bord, da en sydtysk Klatmaler
kom og gav mig en paa Kajen — ved Havnen — og venlig
spurgte, hvad jeg stod og glanede efter. Han trak mig med
hen i en ægte, gammel Yinstue med ægte, dejlig muggent,
gammel-lybsk Mug og ægte, dejlig muggen, gammel-fransk
Burgunder.
Men det var jo heller ikke det, jeg vilde fortælle.
Det var om Digteren fra Lybæk! Han var en farende
Svend, som traadte Lyrikens St. Veitsdans gjennem alle
Kompassets Streger, fordi alt Folket var blevet til Lyrikere,
interessante Lyrikere. Men der er noget muggent ved Lyrikere,
som er interessante, noget som den LybækkerMug i Muggenhed,
og det mugne er det, at de altid skal mukke over deres mugne
Fortid.
Med en Lyriker som Raastof kan man gjøre en
Symbolist, som ogsaa vil mugne. Overalt gaar der ligesom
Nogen bag En, og denne »Nogen« kan man ikke sige sig løs
fra. Ikke 01, ikke Yin, ikke Skraatobak, ikke Sømandseder
bider paa ham. For han er ingen Anden end den første IJdgave
af En selv, ikke i Pragtbind, men i Omslag af Rødt eller Grønt,
som siden bliver Graat og ender i Sort.
Det var nu endelig heller ikke det, jeg vilde fortælle.
Vil De høre en gammel Historie om et Dampskib, som
brændte paa Esrom Sø eller ved Falsterbro for hundrede Aar
siden? Eller den om en Digter, der brændte sine Skibe og
kom i Hofmandskalenderen og bagefter gjærne vilde ud igjen?
Naturligvis er det sidst af alt den, jeg vil fortælle.
H o l g e r D i g t e r mand.
" N T
l)
Atter det skilte
— —. Ved Agrarmødet i Od e n s e var
P r e s s e n smækvred over, at den ikke maatte komme ind.
Herre Gud, naar Agrarerne netop har til Opgave at slaa Bro
over de S p a l t e r , som den politiske Strid har slaaet, saa kan
man da egentlig nok forstaa, at de ikke har Lyst til begynde
med at være — S p a l t e føde!
Motiveret Afslag.
Direktør E s m a n n har forbudt sit
Personale at medvirke ved
det frie Theaters
Forestillinger.
Grunden skal være den, at det frie Theater .tænkte paa at
gjenoptage Forfatteren Gustav E s m a n n s »
Enkemcend
« paa
Repertoiret. Kasinos Skuespillere er ganske vist vante til at
undvære deres bedre Halvdel, da de plejer at spiile baade for
halvt Hus og til halv Pris, men desuagtet fandt Direktøren,
at et Noboskab
»Dø*' om Dør
« med et Repertoire af saa let
Beskaffenhed let kunde svække deres Sans for alvorligere
Opgaver.
E t J " s e r t e s o i k :
Søren Pipperop.
T
a 1i a, som har lagt i Kajen
Mej Orene te mangt et Degt,
Naar mine Bønner gik fra nejen
Op te dit hemmelske Gestregt,
Lamme igen faa Lov aa lette
Din Næktartønne for dens Spons,
Saa je ka mine Tanker flette
Ing i et Kvad om Frøgen Dons.
Fra Konstens Tembel har hun taet
Orlov aa æ rejst væk i Aar.
Hvor hun ha sine Triller slået,
Yemodi Kammerherren staar.
Hun raved her dov over Haaben
Mæ sin Sopran, der va riæl;
De va en bitter Avskedssaaben
Aa lisaa høj som hinne sæl.
Derfor hos Poblekom tevisse
Homøret faaet har et Knæk.
Hvem ska erstatte vos vel desse
Højere Yæsen, naar hun ae væk?
Dov i vor røstede Forfadtning,
En Trøst ka. finnes, som æ go,
Hves kons hun sæl ka faa Erstatning
Mæ dovvelt Fø fra
Danebro.
Abonnement
paa
tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet.*
Enkelte Nr. 18 Øre.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.