318 / 325
Ved Jordfæstelsen
QJ
_ le t gamle Aar er endelig i Færd med
At lægge sine trætte Ben til Bo.
Det tager ikke just et Helgenskjær med
Paa Vejen ned i Gravens mørke Bo,
Men havde, skam, fortjent, at Pastor Moe
Ligpræknen vilde rystet ud af Ærmet
Og denne salig Hedengangnes Synde-
Register eftertrykkelig forkynde.
Men, saasom muligvis han har forsvoret
At slaa et Slag ved denne Lejlighed,
Ja, saa maa »
Puk
« i hans Sted tage Ordet
Og give, hvad man kalder, ren Besked.
Han føler sig endogsaa svært ansporet
Til, førend Aftensolen helt gaar ned,
At give Fyren, der gaar ud af Legen,
»En lille Smule Sludder med paa Vejen«.
— O, mine Venner, det er tungt at sig’et,
Men Aaret, som nu næstendels er død,
Forhandlingsmændene gevaldig snød
I deres aabne Øjne for »Forliget«.
De fromme Løfter, hvormed det beriged’
Os i sin Ungdom, et for et det brød,
Et Forhold, som en Gang i Nat vil føre
Det salig Aar til hede — Ha rboø r e .
Vel har det glædet sine Jubilarer
Og særlig T i v o l i med Bifaldsklap,
Men muntred’ os i øvrigt med Ag r a r e r ,
Hvis Tylvt Programmer var s’gu Hip som Hap,
Og drejed’ Borgerstandens Vælgerskarer
I disse knappe Tider mangen Knap;
Den allerstørste var Hu s l e j e s k a t t e n ,
Paa den tog Røme r s g a d e hele Klatten!
— Men, mine Venner, lad det ikke svimle
For eder og formørke jert Humør
Ved Tanken om, at Aaret snart skal himle
Og fare lige i den Ledes Kløer!
Et nyt Aar kommer, naar det gamle døer,
Som efter Ragnarok man faar et Gimle,
Og, var det gamle Aar et højst begrædeligt,
Saa bliver nok det nye Aar gelædeligt.
N y ta ars aften 1894.
(Fra vor eventuelle Pariser-Korresponclent.)
I.
! Deputeretkammeret
F o r m a n d e n : Repræsentanten for Gascogne liar Ordet.
T a l e r e n (bestiger Talerstolen): Mine Herrer! Det
Spørgsmaal, som bringer mig til at tage Ordet, er et af de
alvorligste og vigtigste . . . .
(I dette Øjeblik exploderer en Bombe, kastet af en ubekjendt
Haand. Talerens venstre Arm rives af.)
F o r m a n d e n (til Taleren): Det skal De ikke bryde
Dem om.
T a l e r e n (med et Smil): Bare rolig. Jeg sagde Dem
altsaa, mine Herrer, at det er et meget alvorligt Spørgmaal.
Mange andre, som er mere kompetente, har behandlet det før
mig . . . .
(Ny Bombe. Talerens højre Arm gaar samme Vej som den
venstre.)
F o r ma n d e n : Hvem er det, der afbryder Mødet?
S t e mm e r fra Høj r e: Det var en Bombe.
F o r ma n d e n : Naa, ikke andet. (Til Taleren) Gaa kun
videre!
T a l e r e n : Der har været nedsat Udvalg, der er blevet
afgivet Betænkninger. Det er altsammen udmærket, men det
forekommer mig dog . . . .
(Tredje Bombe. Begge Talerens Ben rives af. Der opstaar
nogen Bevægelse paa flere Bænke.)
S t e mme r fra Y e n s t r e : Aa!
F o r m a n d e n (strengt): Ingen Afbrydelser!
T a l e r e n : Som sagt, det forekommer mig, at man
endnu ikke er kommet til noget tilfredsstillende Resultat.
Det hidrører fra flere Grunde, som jeg skal have den Ære at
udvikle for Dem,.
(Tre Deputerede pudser Næsen.)
F o r m a n d e n : Det er dog et utaaleligt Spektakel; man
kan jo ikke høre Ørenlyd.
T a l e r e n : Jeg gaar videre. Men først og fremmest vil
jeg erklære, at intet skal lede mig bort fra mit Maal, intet