217 / 259
Anmeldelser
involveret bl.a. som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling, kulminerende med
hans offentlige stillingtagen mod regeringen i tronfølgesagen 1852-53, året efter afsluttet
med en højesteretsdom, som faldt ud til gehejmearkivarens fordel - Wegener blev ikke
afskediget, i sig selv en fantastisk historie.
De udgivne dagbøger indledes med den ældst bevarede fra 1851, da Wegener var i utræt
telig aktivitet på alle fronter, og det er valgt at afslutte med årgang 1864 - efter FrederikVH.s
død havde han åbenbart trukket sig så meget tilbage fra alt, at der ikke er noget at hente af
mere almen interesse.
Wegeners dagbøger er af almanaktypen, altså en kalender med fortrykte blade, hvor et
opslag svarer til en uge. Dette giver reelt kun mulighed for relativt korte og knappe med
delelser, idet dagbogsskriveren dog fra 1855 indledte en skik med at tilføje nogle ekstra,
længere indførsler bag i bindet, som åbenbart har haft hvide blade til det samme.
Man kan godt forstå, at Kildeskriftselskabet har ønsket at udgive disse dagbøger. For de
første års vedkommende får man den aktive deltagers dag-til-dag redegørelse for, hvem
der i det snævre københavnske politiske milieu havde kontakt med hvem, og rygtestrøm
men blev noteret ned. Senere, da han fikbedre tid, kommer også dagliglivets begivenheder
med. Fra 1853 får man således at vide, hvornår den ugifte gehejmearkivar om foråret holdt
op med at lægge i kakkelovnen, og hvornår han om efteråret begyndte igen. Og hans fami
lierelationer får en forholdsmæssigt mere fremskudt plads i dagbogen. Nogen ivrig delta
ger i forlystelseslivet var han såvist ikke, men C. F. Wegener måtte dog, når hans lille nevø
var på gennemrejse, tage sig tid til at gå i Tivoli - »hvor han var bedre kendt end jeg«, hed
der det betegnende.
Forholdet til Frederik VII er af særlig interesse helt frem til kongens død i 1863 og for-
såvidt også siden, eftersomWegener var en af flere eksekutorer i kongens bo. Skal man tro
dagbøgerne, var gehejmearkivaren, kgl. ordenshistoriograf m.m. ikke meget for at møde
op, når kongen kaldte, bl.a. andet var han allerede i 1851 stærkt irriteret over kravet om
anskaffelse af uniform med tilhørende epauletter og trekantet hat. Ikke desto mindre var
han
særdeles hyppigt
i kongens nærhed til samtale, til taffels, på udflugt, til åbning af konge
grave, altsammen skildret med et supplement af mere eller mindre vrisne kommentarer til
fortløbende hofintriger, hvor personer som Grevinde Danner, Carl Berling og L. N. Schee-
le stod i centrum.
På en lang række punkter er der således gode kommentarer, detailoplysninger og man
ge andre ting at hente i C. F. Wegeners dagbogsnotater. Men den interesserede, som vil
være sikker på at få det hele med, må i de fleste tilfælde bekvemme sig til en fuldstændig
gennemlæsning af samtlige de mange sider. For man må med beklagelse konstatere, at
hjælpemidlerne for læseren er indskrænket til et personregister af den helt kortfattede art
med blot navn, stilling og datohenvisninger, men uden årstal. Der er ikke andre former for
hjælpende registre og slet intet noteapparat knyttet til dagbogsudgaven.
Man skal således være godt inde i datidens historie og eksempelvis kongerækken for at
kunne bane sig vej ved hjælp af dette enlige navneregister. Problemet opstår faktisk allere
de ved den første dagbogsindførsel, hvor »den unge prins af Gliicksborg« omtales. Aha,
den unge, ikke den ældre. Altså er det nok
Fredi,
født i 1843 og fra 1906 kendt som Frede
rik 8. Man bestyrkes i troen, da prinsen af Gliickborgs unge søn fem dage senere bliver sat
i Maribo realskole - nej, ikke på Lolland, men i C. R. F. Mariboes skole i København, hvad
man selv må gætte sig til, for omtalte skolemand figurerer ikke bag i bind II. Men, vel, der
henvises helt korrekt til Frederik 8 i registret, som dog - notabene - ikke er til nogen hjælp,
hvis man forsøger sig med at slå op under f.eks. Gliicksborg, hvad der dog ville være såre
nærliggende.
I samme allerførste dagbogsnotat møder man også »tante og Jacobe«. Sidstnævnte træf
fer man godt nok i registret med hele 13 henvisninger, omend uden efternavn - ikke
særligt fyldestgørende. Og i første omgang er der heller ikke rigtig noget at stille op med
»tante«, som for en læser med almindelig sund nysgerrighed efterhånden bliver til lidt af
et problem. Hun dukker op igen og igen. Den 3. juni 1852 erfarer man, at det er »tante
Wegeners« fødselsdag, og den 16. maj 1853 hører vi om »min gode tante i Krystalgaden«.
215