212
Stadsfysikatet i København.
løbende forretninger, som i og for sig selv ere byrdefulde, men blive
det endnu mere derved, at de indtræffe til ubestemte tider, som
oftest mange på engang; og de vokse endnu mere, når børnekopper
eller nogen anden epidemisk og kontagiøs sygdom udbryder i byen.
Det ansvar og de byrder, som i almindelighed og især da hvile på
stadsfysikus, ville bedst kunne bedømmes efter det kgl. sundhedscollegii
udkast til hans instruks, som hos bemeldte kollegium nu er under
ventilation.«
Det må sikkert indrømmes, at 250 rdl. i fast gage
og små, usikre sportler var et ringe vederlag for et så
stort og ansvarsfuldt hverv, og Scheel anfører da også
i sin ansøgning, at stadsfysikus i Hamburg ha r over
1200 rd l.; han ansøger derfor om, at gagen må forhøjes
til 1200 rdl., »en sum, der i betragtning af livets første
fornødenheders høje priser og min stilling som embeds
mand og læge, der foranlediger en del ikke ubetydelige
videnskabelige udgifter, vist ikke vil anses for altfor stor.«
Det ha r kancelliet dog ment, thi i dets forestilling 15. Juli
1808 indstiller det Scheel til en forhøjelse af 500 rdl., så
at den hele gage vilde blive 750 rdl., men ikke engang
så meget opnåede han, thi ved kgl. resolution 22. Juli
1808 fik han kun 300 rdl. tillæg, altså 550 rdl. i alt.
I 1810 søgte Scheel atter om forhøjelse af sin gage,
og kancelliet, der følte det grundede i denne bøn, spurgte
magistraten, om der ikke af stadens kasse kunde tillæg
ges ham en sådan forhøjelse; og da der netop ved døds
fald i magistraten var blevet 200 rdl. ledig, erklærede
magistraten sig villig til at overlade Scheel disse som
et personligt tillæg, hvilket fik kgl. resolution 24. Dec.
1810.
Efter Scheel’s død 7. Jun i 1811, søgtes stadsfysikatet
af C. A. Gulbrand, J. C. V. Wendt og A n d r e a s L u n d ,
der fik bestalling 17. Sept. 1811 med samme ordlyd som
sidst. Der er her det mærkelige, at der i indstillingen
står, at embedets indkomster er 750 rdl., hvilket de fak
tisk ikke var, thi ved Scheel’s død skulde det personlige