251 / 650
En af Stadens 32 Mænd.
245
gravet paa Nicolai Kirkegaard i Byen, men hvilken Slag
ter der nu banker Kjød paa hendes Grav, ved jeg ikke.
Min Fader, som var Brændeviinsbrænder, var bleven al
deles ruineret og sat ud af Virksomhed, og jeg i Fo r
ening med en fire Aars yngre Syster | : som for en Deel
Aar siden er død : | blev under simpel Emballage med
Skibsleilighed sendt over til en Familie til videre Op
dragelse i Jylland.
Foruden den fornødne Proviant for Reisen bestod
mine Reisepænge i 7 $ 8 p i en ny Læderpung, og den
første Udtælling jeg gjorde deraf var til to Honningkager
for mig og min Syster paa Toldboden, forinden vi gik til
Søes. Jeg havde ikke før været i Besiddelse af saa
mange Pænge, og troede nu ikke at behøve at spare.
Men dette var da ogsaa det eneste Udstyr, mine Forældre
kunde give deres 2 Børn.
Efter 4 Dages Seilads ankom vi i god Behold til
Colding, hvor min Syster blev modtaget af en Tante i
det Slesvigske og jeg blev af en Onkel, som var i Besid
delse af en lille Bondegaard, befordret til Vamdrup Sogn,
2 Miil Vesten for Colding. Denne Onkel havde selv den
Gang 3 Børn, og min Faster formerede Huuset aarligen
med fleere, hvorefter jeg selv snart blev den Syvende.
Som Følge deraf var og blev denne Faster mig mindre
god, eftersom jeg var fuldkommen til øvers i Flokken,
og jeg maa tilstaae at jeg tilbragte der 7 kummerfulde
Aar. Strax ved min Ankomst til Stedet maatte jeg, som
et fremmed Væsen fra Hovedstaden og ukjendt med Land
væsenet, tjene til Spot for den, isærdeleshed til den Tid,
raa og uvidende Ungdom, hvis pludervælske Bondesprog
jeg neppe kunde forstaae. De forundrede dem meget
over min Dumhed deri, at jeg ei en Gang vidste hvad
»Dauvre — Unnen — og Natter« var for Noget, efter
som disse Deele dog fremkom hver Dag paa Bordet;
paa ordentlig dansk var det: Frokost — Middags
og