136 / 306
nenten er derfor større i det første Tilfælde; men Spredningen er
i begge Tilfældene noget større end Price-Jones Kurvernes Spred
ning i normale Tilfælde.
Ved denne simple Fremgangsmaade er det oftest muligt at be
dømme, om Kurvens Struktur er homogen eller den bestaar af flere
Komponenter, at bestemme Hovedkomponentens Middeldiameter
og skønne over dens Spredning samt over Omfanget og Beliggen
heden af Bikomponenterne.
I de nævnte
10
Tilfælde er den fulde Dekomposition gennemført.
Resultaterne ses af Tabel I. Alle Kurverne er heterogene; de bestaar
a f en Hovedkomponent af store Blodlegemer og en ret anselig
Bikomponent af smaa Blodlegemer; i to af Tilfældene findes des
uden en mindre Højrekomponent af store Blodlegemer. Med Hensyn
til de to nylig anvendte Eksempler bemærker man den Overens
stemmelse, der er mellem den foretagne Bedømmelse a f Kurvens
Struktur og det gennem de fundne Talværdier opnaaede Billede af
denne.
Materialet i sin Helhed bekræfter ganske den tidligere givne K a
rakteristik a f Price-Jones Kurven ved perniciøs Anæmi.
Paavisningen a f disse karakteristiske Træk maa anses for at være
et sikrere diagnostisk Kriterium paa perniciøs Anæmi end de hidtil
anvendte. Hvad særlig angaar Fordelingskurven har man hidtil anset
den forhøjede Middeldiameter og den forøgede Spredning i Forbindel
se med Mikrocytose og Megalocytose, som Price-Jones definerer disse
Begreber, for tilstrækkelige Kendetegn paa en Perniciosakurve. Men
disse Fænomener kan forefindes sammen ved Blodlegemefordelin
ger, der ikke er paaviseligt heterogene; konkrete Eksempler herpaa
er meddelt ved forskellige Anæmitilfælde a f anden Art i mit nylig
publicerede Materiale, og lignende Eksempler kan hentes fra Littera
turen.
Men den for perniciøs Anæmi karakteristiske Fordeling kan ogsaa
paavises ved den megalocytære Anæmi ved Sprue, som det tydeligt
ses f. Eks. af Fairley, Mackie & Billimoria’s3 Price-Jones Kurver,
og ved Botriocephalusanæmien (Schaumann’s11 Data.) Fordelings
typen er altsaa ikke patognomonisk for perniciøs Anæmi. Men da
begge de to sidstnævnte Anæmier reagerer paa den specifike Perni-
ciosabehandling, kan man anse den paagældende Forandring i Blod
legemernes Størrelseforhold for betinget af Mangel paa Antiperni-
ciosastoffet uanset denne Mangeltilstands Aarsag. I denne Sam
menhæng skal et enkelt af de her meddelte Tilfælde fremdrages
som værende af særlig Interesse og skillende sig ud fra de øvrige,
nemlig Nr. 8. Dette Tilfælde er identisk med det i nærværende Skrift
af Alsted 1 publicerede Anæmitilfælde; Kurven er gengivet paa Side
22
. Det drejer sig, som begrundet af Alsted, ikke om en perniciøs
Anæmi i almindelig Forstand, men om en af Mangel paa “ extrinsic
1 3 4