164 / 306
1 6 0
and more clearly to rest upon the same essential rhytmic activity
of muscle, nerve and nervecentral
«
H.
J . Schou skriver et andet Sted i den omtalte Afhandling (Side
140
): »Det tredie Hovedsynspunkt, der fremgaar af de foretagne Un
dersøgelser, er dette, at alle de ved disse Forsøg iagttagne Funk
tionsforandringer, foregaar i Organer, der innerveres af det vegeta
tive Nervesystem.
Betragter man et Skema over det vegetative Nervesystem, vil
man se, at hver eneste a f de Organer eher Organgrupper, som er
impliceret i Affekten f. E x. Hudkar, Kirtler, Fordøjelseskanal o.s.v.,
forsynes a f Nerver fra det sympatiske eller parasympatiske Nerve
system. Ændringer i disse Nervers Funktioner maa enten skylaes
direkte Paavirkning a f Organerne gennem Stoffer i Blodet (Hoi-
moner) eller indirekte Paavirkning a f Organerne gennem det vegeta
tive Nervesystem.
Sammenligner man nu Funktionerne a f det sympatiske og det
parasympatiske Nervesystem med de ovenfor beskrevne Symptomer,
og som ledsager Angst, Vrede, Sorg og Glæde, vil man se, at de
fleste Fænomener, som ledsager den ulystbetonede Stemning, er Sym-
pati-kusirritationsfænomener, medens de Fænomener, som ledsager
den lystbetonede Stemning, er Parasympaticusfænomener«.
Den forøgede Spænding — Hypertoni — der, som tidligere anført,
i udstrakt Grad findes hos disse Mennesker, skyldes saaledes forøget
Irritabilitet indenfor det vegetative Nervesystems Omraade. Hvad
enten man regner med en direkte Paavirkning af Muskelcellen gen
nem det sympatiske Nervesystem eller Indvirkning paa Karmu skula-
turen i de afficerede Omraader, har man som Resultat en »spastisk«
Tilstand.
Den Følsomhed overfor Vejrforandring, der ofte følger med, maa
uden Tvivl ogsaa søges i en Paavirkning a f de sympatiske Nerve
forgreninger.
Endelig maa ogsaa Acetylsalicylsyrens \irkning overfor de »rheu-
matiske« Smerter ligge i en midlertidig Ophævelse af den »spastiske«
Tilstand, hvad enten Virkningen er af central eller perifer Oprindelse.
Den profuse Svedsekretion og den velkendte Hudrødme nogen Tid
efter Medikamentets Indgift tyder afgjort i denne Retning.
Den lægelige Behandling af denne Tilstand bør have Retning dels
mod den psykiske Spændingstilstand, dels mod det somatiske Udslag.
A f største Betydning er en kort Redegørelse af de faktiske Forhold
overfor Patienterne. Disse forbløffes ofte over, at man saa hurtigt
har »gennemskuet« dem. Selv ved de Tilfælde, hvor de ikke ønskei
at udtale sig nærmere, om deres personlige Forhold, virker det altid
som en Lettelse paa dem, at de ved, i hvilken Retning ens Tanker
gaar. Ofte har de hyllet sig ind i en Række Misforstaaelser og tror,
at de lider af uhelbredelige Sygdomme.