6 / 208
FORORD
D
ER har været en Periode i vor Hovedstads Historie, da Kjøbenhavn var
en saare skøn By. Denne Periode kendes nu kun gennem historiske
Beskrivelser og af gamle Billeder, og den positive Oplysning, vi om Byens
Udseende kan hente gennem disse, er kun ufuldstændig, men dog tilstræk
kelig til at afgive Bekræftelse paa, at vor Hovedstad engang i Tiden har væ
ret rig paa Bygninger af stort arkitektonisk Værd.
Der kom en Tid, da K jøbenhavns Udseende forandredes . . . .
Gentagne Ildsvaader hærgede Byen, ogKrigsfaklen, der nu luer over den
hele Klode, hvor By efter By lægges i Grus, og hvor Aarhundreders Kultur
vejres hen, pisket af Krigens tusindsnæ rtede Svøbe, har før i Tiden ogsaa
tændt v o r gode By i Brand.
Og var saa de ydre Fjender endda de værste! Værre var det dog, naar
vi selv efter bedste Evne rev ned og smurte over, hvad der var tilbage af for
dums Byskønhed. »Udviklingen krævede det«, hed det, og dette Slagord blev
efterhaanden til en Formel, der i en vis Periode anvendtes saavel af Byens
Styrelse som af private.
Nu er der selvfølgelig ingen, der forlanger, at en By ikke skal udvikle sig,
sligt vilde være Unatur, men man maatte kunne forlange, at en Bys Udvik
ling var en logisk Følge af dens Udviklingsmuligheder. Dette er K u ltu r,
og Forskydninger i denne kan nu engang ikke ske uden Overgange. Kom
mer en Bys Udvikling for voldsomt, og faar de enkelte Led i Byens Orga
nisme ikke Stunder at følge med, saa gaar det galt.
Men K jøbenhavnerne havde ikke Tid at v en te___De gamle Bygrænser
V