Kjobenhavn

paa Østergade Nr. 36, hvor Bageren selv staar i Holbergdragt

med sin Kringle i Haanden? Men i stille Gader som Amaliegade og Holmens Kanal, der ser man Husene.

Værst er det i de Gader, som er lagte efter Linealplan,

vinkelret paa hverandre; der bidrager Husene ofte lidet til

Gadebilledet. Men hvorledes man rettest bør variere Byplanen, saaledes at Hensigtsmæssighed forbindes med Skønhed og afvekslende Virkning, derom henvises til det paagældende Afsnit af denne Bog. Blot maa jeg gøre den beskedne

Bemærkning, at man lige saa vel i Gadeanlæg som i Husfa-

gader bør vogte sig for at gøre for meget a f »Morsomheder«, som bortleder Opmærksomheden fra det væsentlige.

Den moderne Retning i vor Bygningskunst er formet over

Studiet af vore middelalderlige Herregaarde, Kirker o. s.v.,

hvis Bestemmelse det er at ligge frit og enkeltvis i Naturomgivelser. For Løsning af Opgaver under lignende Vilkaar har

vore Bygmestre ofte høstet fortjentAnerkendelse. Men paa

høje Gadehuse er denne Stil ikke let at anvende, og man ser

den da ogsaa afløses af eller blandes med Paavirkninger

af Barok (»Palæstil« f. Eks.) eller engelsk Stil. Foruden Vanskeligheden i Husenes egne Etageproportioner maa man

vel huske paa, at i en Gade maa Husene som Regel staa »i

Geled«, Skulder mod Skulder. En vis Ensartethed er derfor

ikke udenvidere af det onde. Man kan se det i Paris, hvis

Gader netop ved Husenes Ensartethed faar en Karakter, et

tiltalende Præg. Man kan fornemme Uensartethedens Fare

i Villakvarterer. Saa længe den enkelte Villa ligger isoleret

i sin Have uden at kunne ses sammen med Naboerne, kan

den uden Skade gøres saa egenartet, man vil. Men naar Forholdene efterhaanden fører det med sig, at Villaerne ligger

tættere og tættere, mere og mere aabent, saa de i Fællig begynder at danne Række i en Gade —som i det nye Hellerup

—, saa fremkommer der let et uroligt Billede i Stedet for en

Harmoni. Det kan være en fortræffelig Ting med Bygmesterens Personlighed, men han kan være for ivrig efter at være

original; og ligesaa vist som han i praktiske Ting maa rette

sig efter sin Bygherre, ligesaa vist stiller Omgivelserne deres

Krav paa Samklang, som han ikke gerne maa sidde overhørig. Naturligvis er derTilfælde, hvor en Bygmester har Ret

til at kræve Raaderum for sin Personlighed, forudsat at denne er stærk og betydelig, og forudsat at han ikke derved foruretter noget, som har Krav paa at holdes i Hævd. Naar