80 / 179
Paul Nørreslet
tidligere tjenestepige. Hun har besnæret den lidt yngre, dygtige sned
kerlærling, efterhånden svend, Hans Hansen fra Tågerup. Hendes
skæbne blev derpå i løbet af mange år at føde ham ti børn. Ikke noget
at regne, har hun sagt, for de ældste kunne passe de yngre, blot med
den sidste som hendes eget domæne. Hun flyttede med ham fra min
dre til større og større lejligheder, for derpå at følge ham nedad igen i
mindre og mindre lejligheder. Hun havde først en, så to og så tre tje
nestepiger, for så at dale til nul. Da de var blevet storfolk, bespiste
hun fattige studenter og gav også den unge reporter Herman Bang
middagsmad nu og da. Trods en vis despekt for Bang har hun nok ud
vist visse almueattituder over for denne skikkelse fra den anden verden
(jfr. Stuk), men efterhånden vænnet sig til at sætte ham på plads og
have ham til bedste bag hans ryg; og hun har kun nølende bifaldet, at
manden nu og da lånte ham penge, som har været vanskelige at ind
drive.
Hun har længere end nødvendigt været almuesparsommelig (jfr. i
Stuk lærredsskånestykkerne på parketgulvene). Stuk-skildringernes
fremstilling af hendes undren sig over mandens opstigning og kon
stante ængstelse for herlighedens pludselige forsvinden virker trovær
dig - og hun fik jo ret. Én ting er helt ubelyst i kilderne, herunder
Stuk: sagen om den »uægte« dreng, Rasmus Pedersen, som kun er om
talt i kirkebogen 1865 og i folketællingerne, og som Hans’ og Rasmus’
børnebørn først hører om nu. Det er næppe tilfældigt, at det netop er
ham, der før sit 20. år udvandrede til USA. Efter at have hørt om dette
slutter barnebarnet Eva Wulff-Hansen, at Ane Sophies »troende« ad
færd oprindelig hidrørte fra skyldfølelse på grund af fejltrinnet. Hun
var senere ubehageligt påpasselig med slægtens unge pigers dyd, bl. a.
med påklædningen.
Fra de senere år har vi forskellige udsagn fra Hans’ og Rasmus’
børnebørn om hendes robusthed, skraphed og stolthed. Hun ville hel
lere - og som en selvfølge - lade sig forsørge af sine børn end modtage
offentlig støtte. Hun havde også en vis usentimental humor, som
f. eks. følgende lille historie viser: Da Hellig-Hansen i 1923 blev begra
vet, blev hun hjemme på grund af sit dårlige helbred. Da børn, ægte
fæller og børnebørn ankom til Flensborggade fra Vestre Kirkegård,
modtoges de i døren af enken, som var det til fødselsdag, med ordene:
»Nå, og hvad side skal jeg så ligge på«? De fik forloren skildpadde og
78